Krondyrfrikadeller

Disse frikadeller af vildtkød er et lækkert alternativ til almindelige frikadeller. De er nemme og hurtige at lave og har en rigtig dejlig kraftig smag.

Ingredienser:

  • 4-500 g hakket krondyrkød
  • 1 pakke god bacon
  • 1 æg
  • mælk
  • rasp
  • 1 løg
  • frisk timian
  • frisk rosmarin
  • ½ – 1 tsk stødt koriander
  • salt
  • peber

Start med at hakke dit løg fint – hvis du ikke er vild med stykker af løg i dine deller kan du også rive eller blende det, men jeg kan godt lide at der er stykker af løg -bare de ikke er for store.

Derefter klargøres krydderurterne. Hvor meget du vil bruge her afhænger af din egen smag – jeg tager nålene fra 1-2 stilke rosmarin og hakker fint og bladene fra en god håndfuld timian stilke.

Så er man klar til at blande farsen. Rør kødet med ægget en smule mælk ( ca 2- 3 spsk) og nok rasp til at du får en sammenhængende men stadig fugtig fars. Kom løg, krydderurter og krydderier i og stil så gerne farsen til at hvile på køl i mindst en halv times tid.

Når din fars har hvilet og du er klar til at stege dine deller så start med at tage dit bacon og halver stykkerne.

Nu former du så farsen til lidt aflange frikadeller af passende størrelse og vikler et halvt stykke bacon om hver.

Grib nu din bedste stegepande og kom steg dine frikadeller på alle sider ved jævn varme så baconen bliver sprød og lækker hele vejen rundt og frikadellerne bliver gennemstegt.

For mig er disse frikadeller mest en efterårsting – jeg holder af at servere dem med de lidt tungere smage – rødvinssauce, svampe, kål og kartofler. Men hvis man hellere vil have et lettere udtryk, så kan de selvfølgelig serveres med lige det tilbehør man selv synes er passende.

Her er de serveret med hasselbach kartofler, rødvinsglace, stegte svampe og bagt broccoli.

Server endelig en dejlig fyldig rødvin til – så har du et rigtigt festmåltid selvom det “kun” er frikadeller der er på menuen.

Tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *