Ovnpasta med salsiccia

Nogle gange er man heldig – det sker at man har rester fra dagen i forvejen, der skal bruges, og man så bare kaster forskellige ingredienser sammen, mens man håber der kommer noget godt ud af det. Nogle gange lykkes det endda, som med denne ret, der helt sikkert ikke er lavet for sidste gang. Den er dog lidt speciel, i og med at det er svært at finde salsiccia, en italiensk rå, krydret pølse, i butikkerne. Men bor du i en af de større byer, med en italiensk specialbutik, burde det være muligt at skaffe.

Ingredienser:

  • 5-6 salsiccia pølser
  • 250-300 gr pasta (rigatoni her, de passer godt til ovnpasta)
  • 2 løg
  • 8 hvidløgsfed
  • 2-4 chilier (alt afhængigt af tolerance)
  • 400 gr champignon
  • 1/2 broccoli
  • Parmiggiano reggiano
  • 50-100 gr revet ost (kan nemt undlades, men jeg havde en rest havarti)
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 1.5-2 dl fløde
  • Salt
  • Peber
  • Basilikum
  • Revet muskatnød
  • Paprika

 

Start med at tænde ovnen på 200 grader. Du har brug for et fad der er stort nok til alle ingredienser, ellers må du justere mængderne eller tilberede det over to omgange.

Sæt vand over til pastaen, og kog det så det lige er al dente. Stil det derefter til afkøling. Imens kan du også hakke løg, hvidløg og chili i små stykker. Riv de to oste i hver sin skål, og vask både broccoli og champignoner. Broccolien deles i små mundrette stykker, og svitses på en pande med smør i 2-4 minutter, lige nok til at blive gennemstegt og lidt crispy. Derefter kommes den i en skål og venter pænt på resten.

Champignoner skæres i kvarte og steges også på panden indtil de er brune og væden er væk. Selve salsiccia pølserne åbnes i den ene ende, og fyldet presses så ud og formes gradvist til små kugler, som på billedet. Det svarer vel lidt til at være konditor og presse flødeskum ud af de der.. Tingester. Bare med kød. Ja…

 

 

Jeg lavede egentlig en fejl, ved herefter at stege salsiccia, løg, hvidløg og chili i en gryde. Salsicciaen frigør PÆNT meget fedt, og bør steges for sig selv på panden, og røres ved nænsomt, så salsiccia kuglerne ikke går i stykker.

Når de har fået skorpe/fasthed, tages de af, og så steges løg, hvidløg og chili på samme pande, i det overskydende fedt. Når løgene er ved at blive brune og før chilien bliver sort, er det hele færdigstegt, og så tager du det af panden mens du lader fedtstoffer blive tilbage. Løgene vil have suget en del saft og smag op, resten af fedtet ville være overkill.

 

 

Samtidig med det her kan du også lave saucen. Grundet lidt pladsmangel og andet,  lavede jeg den kold, i en skål. Fløde og tomatpuré blandes, og der krydres med salt, peber, basilikum, revet muskatnød og paprika. Du kan også gøre det her i en gryde, med en varm sauce i stedet, det gør det nemmere at fordele saucen når det hele skal blandes, men smagen bliver den samme, da den alligevel bliver varmet op inde i ovnen.

Nu er vi så klar til at blande det hele i fadet. ‘Det hele’ er pasta, brocolli, champignon, salsiccia, løg, chili og hvidløg som kommes i og vendes rundt sammen med den revne ost hvis du bruger den, for at skabe lidt mere konsistens.

 

 

Til sidst hældes saucen over, det hele vendes igen og parmeggianoen drysses over. Det ser ikke så artsy ud som på billedet ovenover når saucen er hældt ved, men det kommer det til efter det har været i ovnen – bare rolig.

Efter ca. 15 minutter i ovnen (pastaen må ikke blive brun/sort) er den færdig og klar til servering.

 

 

Naturligvis, på bedste italienske vis, skal der også brød til denne ret. Det kunne være alt muligt, men jeg vil her tillade mig at reklamere aldeles skamløst for min kærestes fantastiske foccacia med ost opskrift. Det må jeg godt…

Med brød til er denne ret nok til 4 personer.

 

 

Serveres helt klart med en god, tør, kraftig rødvin. Nok til at give salsiccia og chili modspil. Igen er vi nok omkring Ripasso niveau, og ikke helt oppe i Amarone (på den anden side, Amarone kan man altid drikke). Og ja, det skal naturligvis være italiensk…

Tagget , , , .Bogmærk permalink.

2 Kommentarer til Ovnpasta med salsiccia

  1. Uhmm, I laver mad helt efter mit hjerte – desværre er de lækre salsiccia pølser umulig at opdrive her hvor jeg bor.

    Mange hilsner
    Birthe

    • Christian siger:

      Hej Birthe,

      Tak for ros!

      Ja, salsiccia pølser er fantastiske, og ret svære at erstatte med andet. Vi køber dem fra http://www.ilmercatino.dk/ her i Århus – jeg ved en af folkene bag har kørt italiensk import firma, så måske de kan levere eller kan fortælle dig hvem der gør.

      Worth a shot måske, hvis du ikke så tit kommer til Århus eller KBH 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *