Chokolade Pavlova

Jeg har længe haft lyst til at prøve at lave sådan en Pavlova kage, men ikke rigtig haft en anledning.

Det fik jeg så her den anden dag, da min mor havde fødselsdag. Og den slags chancer skal man naturligvis ikke lade gå fra sig.

Det er faktisk en virkelig simpel kage – men den er ikke desto mindre virkelig lækker.

Ingredienser:

  • 6 æggehvider
  • 300 g. sukker
  • 1½ tsk balsamicco
  • 3 spsk kakao
  • 50 g. god mørk chokolade
  • ½ l piskefløde
  • 500 g friske hindbær

Tænd først din ovn på 180 grader og put bagepapir på en plade, så den er klar – den skal bruges lige om lidt.

Så skal chokoladen hakkes – sådan nogenlunde fint.

I en god stor skål putter du nu dine æggehvider og pisker dem helt stive….det er vigtigt – ellers får du en kage der ikke holder faconen – bevis for dette følger senere i tråden 😉

Når de er helt stive, så pisker du sukkeret i lidt af gangen. Når alt sukkeret er pisket i, vil du have en sej og luftig marengsmasse, og nu skal der så bare noget smag i den.

Balsamicco, kakao (sigt den så der ikke kommer klumper)  og chokolade tilsættes og vendes forsigtigt rundt i massen. Ikke noget med en pisker nu, så mister marengsen bare pusten og bliver flad.

Når kakao og chokolade er fordelt i massen, så vender du det hele ud på din bageplade. Det fordeler sig faktisk stort set af sig selv – måske skal du lige rette lidt til med en dejskraber – bare så overfladen er nogenlunde jævn.

Og så er det at det vil vise sig, om dine hvider var pisket stift nok. Mine var ikke helt – så derfor blev kagen noget fladere end planen var. Hvis det sker for dig også, så fortvivl ikke –  den blev fremragende alligevel 🙂

Nu sætter du så kagen i ovnen og skruer med det samme ned til 150 grader. Den skal have ca. 1 time – måske en time og et kvarter, hvis det er lykkedes dig at få den højere end min.

Den er færdig når den er helt sprød på toppen og stadig blød/sej indeni.

Lad den køle helt af på pladen inden du flytter den over på et fad.

Jeg opgav at flytte min – for jeg havde simpelthen ikke noget fad, der var stort nok.

Lige inden den skal spises, så pisker du din fløde – bare til blødt skum.

Skummet spredes ud på kagen. Her må det være op til den enkelte, hvor tykt et lag man vil have. Jeg brugte kun ca. 2/3 dele af fløden på kagen og serverede så resten ved siden af, til dem der havde lyst til en ekstra klat.

Til sidst fordeles hindbærene ovenpå flødeskummet, og så er Pavlova klar til servering.

Og jeg tør godt sige, at det var en succes, selvom den var blevet lidt flad i formen.

 

 

Tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *