Persillepesto

Som alternativ eller supplement til den klassiske pesto lavet af basilikum  kan man lave en omgang persillepesto.

Den er lidt friskere i smagen end basilikum varianten og knap så gennemtrængende, synes jeg – selvom jeg også er tosset med basilikum pesto.

Og så tager det ingen tid at lave, men det kræver dog en (stav)blender.

Du skal bruge:

  • 75-100 g. persille
  • 2 fed hvidløg
  • 30. pinjekerner
  • 50 g. parmigiano
  • 1 dl olie
  • 1-2 spsk citronsaft
  • salt
  • peber

Persillepesto-ingredienser

Start med at vaske persillen – her skal man være grundig, der kan være en del jord i persille, og det er hverken rart eller sundt af få med i pestoen.

Når persillen er skyllet rystes den fri for så meget vand som muligt, og de groveste stilke sorteres fra. De små tynde stilke behøver man ikke fjerne, de er fulde af smag, og de forsvinder når der blendes.

Rist så pinjekernerne på en tør og godt varm pande. Rør eller ryst dem rundt på panden hele tiden, ellers brænder de. Man kan godt undlade at riste pinjekernerne, men jeg synes det ville være synd. De får en helt anden lækker smag, når de bliver ristet, og det tager kun et øjeblik.

Så piller du de 2 fed hvidløg, presser citronen og deler parmigianoen i mindre stykker, og så er alle ingredienser klar.

Jeg bruger min stavblender og det tilhørende bæger, men man kan også bruge en almindelig blender. Hvis man bruger en stavblender er det klogt – modsat mig – at komme persillen i først og så de andre ingredienser ovenpå.

Persillepesto-tingene-blandes

Og så skal der bare blendes derud af, indtil du synes konsistensen er perfekt. Tilsæt evt mere olie, hvis du synes den er for stiv. og smag til med salt og peber og evt mere citron.

Persillepesto-blendes

Og så er pestoen klar til at komme på et egnet glas. Hvis du ikke får spist det hele med det samme, kan det sagtens holde sig en uge eller 2 i køleskabet.

Jeg brugte det som dyppelse til godt brød til en tapasfest, og her var det meget velegnet, men jeg er sikker på, at det også kunne gøre sig fremragende i en sommerlig pastaret. Den vender jeg måske tilbage med, når jeg får det prøvet af 🙂

Persillepesto-færdig

Tagged , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Persillepesto

  1. Jens larsen says:

    Hejsa kan man bruge frossen persille da vi havde meget og måtte fyse en del ned ?

    • Milena says:

      Det er jeg sikker på, at du godt kan.
      Jeg ville tø persillen op og lade den dryppe af et stykke tid i en sigte, inden jeg blandede den med de øvrige ingredienser. Når persille har været frosset bliver den lidt mere fugtig, så det kan være der skal bruges mindre olie end med frisk persille.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *