Fyldte champignoner er en lækker lille hapser på tapas bordet – og meget hurtigt og nemt at lave.
Der er mange muligheder for variationer i fyldet. Dette her er en Jamie Oliver opskrift, jeg har rettet lidt til.
Der skal bruges:
- 1 stor pk champignon – der bliver rigeligt fyld til 500 g champignon
- 1 pk ricotta
- 1-2 røde chilier
- skal af 1-2 citroner – usprøjtede naturligvis
- en god håndfuld frisk oregano
- salt og friskkværnet peber
- 1 håndfuld revet parmigiano reggiano
Først kan du lave fyldet. Citronskallen rives, chilien flækkes og kernerne fjernes herefter skæres den i ganske små tern. Oreganoen skylles og hakkes fint.
Det hele blandes i ricottaen og der smages til med salt og peber.
Champignonerne renses og stokkene fjernes og hullet fyldes nu med ricotta blandingen og drysses generøst med revet parmigiano
Bages i ovnen ved 225 grader i ca. 15 min – lidt længere hvis svampene er meget store.
Så har man en klassisk italiensk anti-pasti – utrolig simpelt og lækkert- og allerbedst mens de stadig er lune