Citronmarineret kylling

I min fortsatte quest for også at lave retter, der ikke når ud over 1 million kalorier per 100 gram, er turen nu kommet til kylling og pasta. Det her er en meget skarp, smagfuld ret, der tilmed er både hurtig at lave og billig at købe ind til. Du skal dog nærmest elske citron, for det er det bærende element i smagssammensætningen her.

Ingredienser:

  • 280 g kyllingebryst
  • 2 citroner
  • 1-2 spsk honning
  • 5 fed hvidløg
  • 2 chilier (ja, jeg havde ‘kun’ 2 i huset den dag)
  • Salt
  • Peber
  • Tabasco Sauce
  • Soya
  • 1 pakke babymajs
  • 1 løg
  • 200-250 g spaghetti
  • 1 bundt persille
  • Revet ost (her var det en chiligouda, den passede rigtig godt til)

 

Siden kyllingen skal ligge godt og trygt og gerne længe i marinade, er det det første du laver, gerne 4+ timer før du skal spise. Længere gør absolut intet. Pres saften fra de to citroner, hak chili og hvidløg til fine små stykker, og skær kyllingen i passende stykker, gerne lidt tynde og aflange, hvis det skal være fancy (gammeldags firkanter ødelægger vist heller ikke retten… Tror jeg).  Jeg må vel også hellere her sige, at er du ikke super meget til chili, så er det også nok med 1… Eller uhah, endda 0. Men chili og citron sammen giver en virkelig intens smagsforstærkende effekt… Og det er godt!

 

 

Tag en plastikpose, og kom ingredienserne i den. Citronsaft, chili, hvidløg, kylling, et generøst skvæt tabasco, endnu mere soya, og lidt honning. Drys med rigeligt friskkværnet peber (elsker I ikke bare de her totalt relative anvisninger?).

Bind nu en knude om posen, og kom den i køleskabet. Er du lidt til at nusse om din mad, så er du sikkert sådan en, der gerne vil kigge til marinaden hver halve time, og lige klappe posen og vende den om hver gang, bare fordi den fortjener det.

 

 

En rigtig god ting ved citronsaften, er også at den mørner kødet – det bliver simpelthen mere mørt og lækkert af at stå og trække i saften, og smelter endnu mere på tungen. Ok, det kan kylling allerede gøre i forvejen, men det virker godt til al slags kød. Derudover er langtids-marinader generelt et hit her, da kødet får god tid til at opsuge saft og kraft, og man kan variere smagsudtrykket rigtig meget.

Læg mærke til kødets udseende på nedenstående billede, hvor posen har fået 4 timer i køleskabet – det ser nærmest helt kogt ud – et tegn på at citronsaften har forvandlet kødets tekstur og er trængt godt ind.

 

 

Herfra er der så ikke længe til at du kan servere maden. Varm vandet til pastaen op, hak løget i halve eller hele skiver, og skær babymajsen over i 3-4 bidder. Varm noget olivenolie (eller smør, hvis du synes) op på en pande under mellem varm, og steg babymajs og løg under flitting omøring, især senere, så det ikke brænder på. Majsen skal gerne være svitset brun, og løget fra gennemsigtig til brun. Tag det så af panden og lad det vente i en skål.

Efter at pastaen er kommet i gryden nu, kommer du så hele marinade posens indhold på en forvarmet pande ved høj varme, og rører flittigt rundt. Det bliver en kogende oplevelse, og meningen er at væsken skal reducere lige tilpas meget ind. Ideelt set sådan, at der er en rest af væske tilbage, der ikke klæber til kyllingen, men så heller ikke mere. Vær ret opmærksom på dette punkt, for når reduceringen er næsten færdig går det hurtigt.

 

 

Tænk ikke på at kyllingen når at blive stegt – det gør den ikke, hvis du gerne vil have marinaden med. Og det er også ok, for du får al smag og mørhed med på denne måde.

Når kyllingen er næsten klar, vender du babymajs og løg ud over, blander det sammen, og er nu klar til at servere.

 

 

Serveres med revet ost og hakket persille on top. Skræmmes du ikke af kulhydrater, og skal have det til at række længere, så kan du også servere brød til. Simpelt koldt vand eller en blød, kold øl, går fint til denne ret, og der er lige og lige nok til to personer.

 

 

Ikke rocket-science at lave, men simpel, god, og smagfuld 🙂

Sønderjyske kålpølser med grønlangkål og brunede kartofler

Og nu noget uvant på denne blog – en helt klassisk dansk egnsret. For ja, jeg har jo boet i Sønderjylland, og de kålpølser man får dernede er altså bare gode!

Uheldigvis er jeg ikke kålpølse ekspert, de er færdigkøbte her, så retten er egentlig hurtig og nem at lave, forudsat at man ikke går i panik mht. de brunede kartofler. Det er også en ret der tit får mænd til at savle (dog ikke på helt samme niveau som stegt flæsk med persillesovs skal jeg være den første til at indrømme), om kvinder så kan forstå det eller ej.

Ingredienser: 

  • 2×400 g sønderjyske kålpølser (vi testede to slags, begge gode – Lampe og Vollstedt)
  • 1 kg grønkål
  • 2-3 dl fløde
  • Grøntsagsbouillon
  • ca. 650 g små kartofler
  • 25 g smør
  • Sukker
  • Salt
  • Peber
  • Muskatnød

 

Allerførst, nogle timer i forvejen, koges kartoflerne med skræl på, og pilles mens de er varme. Det hader jeg at gøre, så det er et job Milena offervilligt påtog sig. Hader du det også, og har du ingen hjælpende hånd, så kan du også bare skrælle kartoflerne i stedet, men så klæber sukkeret dårligere fast på kartoflerne.

Kartoflerne stilles til afkøling og skal være rum-temperatur eller kolde, før de bliver brunede til allersidst i forberedelserne.

Næste skridt er at starte grønlangkålen. Den skal i sigte og tø op langsomt, mens vandet løber ud af den, eller du presser det for at hjælpe til. Når den skal laves, må den stadig gerne være kold/frossen, men jo mere vand der er forsvundet, jo hurtigere er den at tilberede. Har du ikke tid til at lade den tø op, så gør det nu heller ikke så meget, så skal du bare reducere den over længere tid for at få det rigtige, tykke resultat.

Når du er klar til at gå i gang med selve madlavningen, tager det omkring 30-45 minutter. Grønkålen kommes i en gryde og varmes op under omrøring. Det må ikke brænde på, så der skal kun bruges medium varme. Kom smør og piskefløde i, og lad det simre op roligt, indtil det bobler. Skru ned for varmen og lad det fortsætte med at simre – husk at røre jævnligt, mens du forbereder resten af maden.

 

 

Pølserne kommes nu i en gryde og dækkes lige akkurat med vand. Det hele bringes i kog, og der tilsættes grøntsagsbouillon passende til mængden af vand x2 (cirka…). Det er vigtigt at du ikke bruger for meget vand her, for vandet suger noget af smagen og fjerner det fra pølserne. Ud over det skal vandet bruges i grønlangkålen, og den har ikke brug for meget (så bliver den bare sjasket og skal bruge endnu længere tid på at reducere).

Når pølserne har kogt i ca. 5-7 minutter kan du tage dem op, og evt. pakke dem ind i staniol og komme dem i en 100 graders forvarmet ovn, så de stadig er godt varme når du serverer dem senere.

Nu kommer du så vandet fra pølserne i grønlangkålen, som stadig skal røres i, simre og reducere indtil det er cremet/tykt i konsistensen. Det er også nu du smager kålen til med salt, peber og muskat, og fortsætter med at have den på svag varme og omrøring af og til indtil hele retten er klar.

Synes du til sidst, når det hele skal anrettes, at kålen burde være lidt tykkere,  så kan du nemt bruge noget Maizena jævner, eller en klassisk smør/mel blanding for at få den ønskede konsistens.

Det sidste, mest grænseoverskridende farlige trin, er så de brunede kartofler. De er nu ikke ‘‘ svære at lave, men det kan variere rigtig meget hvor brunede/gode de bliver. Det er et spørgsmål om tålmodighed, indsats og at man er opmærksom.

Brug en pande, der kan have alle dine kartofler på sig på en gang, uden at de er stablet. Dæk den med et godt lag helt jævnt fordelt sukker, så man ikke kan se bunden, og varm den op på fuld varme. Du skal ikke gå til og fra køkkenet nu, eller begynde at sms’e/snakke/drikke alt for meget, medmindre du vil have katastrofemad – nu skal maden både have din fulde opmærksomhed samt din bedste paletkniv.

Når sukkeret er smeltet, dvs. er blevet flydende og gennemsigtig (kanterne vil ikke være smeltet endnu, det er også ok), og før det brænder på (timing er vigtig…) så kommer du en lille klat smør på, og rører den rundt i sukkermassen, indtil den er helt blandet sammen. Der må ikke gå for mange sekunder fra det punkt, til du kommer kartoflerne i, ellers får du en sort, afbrændt og ildelugtende sukkermasse, og ditto kartofler.

Når kartoflerne tilsættes, rører du i dem ca. hele tiden og fordeler sukkermassen på dem. Konstant omrøring og kælen for kartoflerne er nøgleordene nu, ca. hver 15-30 sekund vender du dem med din paletkniv og ‘øser’ sukkermasse på dem. Efter de første to minutter, ser det hele sådan her ud:

 

 

Kartoflerne er stadig lidt kolde, og tager ikke godt imod sukkeret endnu. Mange vælger at stoppe her, og servere let brunede kartofler – eller de snyder for vildt, og bruger sovsekulør. Det er ikke kun snyd, man får heller ikke sukkersmagen rigtigt med. Det er naturligvis fair, hvis man ikke er til den smag, men så er spørgsmålet hvorfor man overhovedet lavede brunede kartofler in the first place…

Så vi fortsætter nogle minutter endnu, under konstant bevågenhed/omrøring/kærlighed, og så ser det hele sådan her ud:

 

 

Læg mærke til farveforskellen, men også til reduceringen af sukkermassen. Den bliver mindre, og begynder at klæbe godt til kartoflerne nu. Det kan den især nemt gøre, fordi det er pillede kartofler. Dette niveau ville være nok til de fleste, og man kan jo også få for meget sukker på kartoflerne, men personligt vil jeg gerne have MERE! Så de fik yderligere nogle minutter.

Det er så her man virkelig skal være påpasselig og hurtig til at stoppe dem, for de kan også få FOR meget, hvor sukkeret bliver sort og afbrændt, især hvis man ikke konstant flytter sukkermassen med sin paletkniv. Når det ud over det punkt, som kan ske lynhurtigt, så er den del af retten faktisk ødelagt. Så det skal man nok passe lidt på med, hvis det er første gang. Men hvo intet vover, ingen helt brunede kartofler får:

 

 

Når de er færdige, så skal de serveres straks – det hele skal gå ret hurtigt herfra. Kolde brunede kartofler er dels trælse, dels utroligt klæbende, klæge og ja… trælse. Sukkeret skal være blødt og varmt. Så alt andet skal være klar til servering, og så skal der spises og ikke tages en masse billeder til madbloggen…

 

 

Som tilbehør havde vi tre slags sennep, Milena’s hjemmelavede stærke, en god Dijon og en blød timian/citron sennep. Hvad man foretrækker er jo individuelt, men der er faktisk en masse spændende sennep derude.

Vi prøvede os også frem med asier til, men de gav ikke noget ekstra, så der er nok en grund til at klassikere er klassikere, og kan stå selv uden ændringer.

 

 

Men til denne ret er en Duchesse de Bourgogne eller lignende speciel øl rigtig god, også selvom de gamle danskere aldrig havde hørt om den 😉 Dens sødhed/syrlighed går fantastisk til resten af retten.

Det her skulle være nok til tre. Det var i hvert fald for meget til to, men du skal evt. lave lidt flere brunede kartofler, hvis I er tre.

Reje Crostini

Denne her ret kan jeg på ingen måde tage æren for – det er en af Jamie Olivers – men den er rigtig lækker, og er blevet en favorit her i huset, så den kommer med på bloggen. Ud over at være rigtig dejlig og fuld af smag, så er den også virkelig nem og hurtig at lave.

Til 2 personer skal du bruge:

  • 4 små skiver brød – baguette eller ciabatta
  • 8 tigerrejer
  • 1-2 friske røde chilier
  • 2 fed hvidløg
  • et tommelfinger stort stykke ingefær
  • saften fra 1 citron
  • olivenolie
  • salt og peber
  • en håndfuld bredbladet persille.

Rejerne pilles – hvidløg og chili skæres i tynde skiver – du kan evt. fjerne kernerne fra chilierne, hvis du ikke vil have din ret alt for stærk. Ingefæren skrælles og rives fint. Citronen presses og persillen hakkes.

så er alting klar til at komme på panden, men inden da er det en god ide, at gøre dit brød klar, for når først du starter stegningen, så går det stærkt. Brødet kan ristes på en brødrister eller i ovnen alt efter hvad du foretrækker.

Når brøddet er klart, kan du varme din pande op – den skal være rigtig godt varm- og tilsætte et par spiseskefulde god olivenolie sammen med rejer, chili, ingefær og hvidløg. Svits ved høj varme i ca. 3 min – det her punkt kan godt være lidt hårdt, hvis du ikke har en virkelig god emhætte, for alle chiliens æteriske olier frigives ved den høje varme, og det er noget der svider i øjne og svælg. Men man må lide for den gode smag 😉

Når rejerne er godt svitsede slukker du for blusset og tilsætter citronsaften – det vil bruse godt op – vend rejerne rundt i citronsaften og tilsæt så lidt mere af den gode oliven olie – bare så der lige er en smule “sauce” omkring rejerne. Tag panden af varmen og giv rejerne et drys salt og peber, og tilsæt så til sidst den hakkede persille og vend rundt.

Anret 2 rejer på hvert stykke brød og server med det samme, mens de er dejligt varme. Et glas iskold tør og klar hvidvin er en fremragende ledsager til denne lille forret.

 

Frokost tapas

Forleden dækkede vi  bordet op med forskellige tapas agtige retter som vi lavede i fællesskab for at traktere Christians mor under et besøg. Vi synes jo generelt det er fedt med en masse små retter man kan nyde og nippe til mens man drikker, snakker og hygger. Og så er der også en del forskelligt for øjet at se på.

De fleste retter er allerede postet her på bloggen, men Christian lavede nogle brunchæg i ramekin og Milena nogle af hendes croutoner med roastbeef topping ud over de allerede beskrevne med paté og rejer. Derudover skar vi nogle skiver frisk ananas og serverede vindruer til, samt den gode øl, Duchesse de Bourgogne.

Vi havde følgende på bordet:

Og sådan her så det ud:

 

Det tager ikke så lang tid at forberede (ca. 1 time, når man er to), men det ser ud af en del 🙂

Fyldte champignoner II

Milena har allerede en rigtig fin opskrift med fyldte champignoner, men man kan jo komme en hel masse sjove ting ned i sådan nogle lækre ovnbagte champignoner, så jeg tænkte det var ok jeg også prøvede lykken. De blev også vellykkede. og egner sig godt til snack eller tapas.

Ingredienser:

  • 400 g champignoner
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 100 g bacon i tern
  • 100 g flødeost (jeg brugte noget pikant, med løg og krydderurter)
  • Parmeggiano Reggiano
  • Timian
  • Paprika
  • Salt
  • Peber

 

Fremgangsmåden er ret ligetil. Skyl champignonerne, og pluk stilken ud. Det kan gøres med kniv eller gaffel, men den bedste måde for mig er et bruge to fingre og så nænsomt rokke med stilken indtil den giver slip af sig selv. Lidt ligesom da man var barn, og rokkede med sine mælketænder… Øeh, eller sådan gjorde jeg i hvert fald. Nå, men fordelen ved det, er at man så får hele stilken med op, og så er der mere plads til fyldet.

Fyldet laves ved at stege baconen på en pande, og tage den af når den er ved at være sprød, men før den bliver sort og hård. Hellere lidt for tidligt end lidt for sent. Det meste af fedtet kan også hældes fra panden på det tidspunkt, men behold lidt til resten af ingredienserne.

Hak løg og hvidløg rigtig fint, og svits det på panden til det bliver gennemsigtigt. Kom nu flødeosten til, og drys med bacontern, salt, peber, timian og paprika i de mængder du nu synes. Det hele smelter sammen til en cremet masse, og det går ret hurtigt.

 

 

Det skal ikke smelte mere end på billedet ovenover, så er det færdigt. Nu tager du to teskeer, og kommer fyldet forsigtigt ned i alle champignon, så der også er en lille topping ud over hulrummet. De anrettes på en bageplade, og der rives noget parmiggiano ud over dem, mest for synets skyld. Bages i ovnen ved 200 grader indtil parmeggianoen er gylden brun, hvilket skulle tage omkring 20 minutter. Det skulle gerne harmonere med at champignonerne så har smidt det meste af deres vand, og har fået noget god fasthed. Men hvis osten ikke er blevet for brun, så giv dem gerne for meget end for lidt, for champignonerne bliver bare bedre af ikke at være for vandede.

 

 

Det kunne også være en god/artsy ide at klippe noget grønt og lægge ovenover osten, såsom noget frisk persille 🙂

Vanilleis med lakridssirup

Allerførst denne opskrift kræver en ismaskine – hvis man ikke har sådan én, så kan man stadig sagtens lave hjemmelavet is, men ikke efter denne opskrift – resultatet vil ikke blive godt – og det vil jo være synd.

Nå, men hvis du så hár en ismaskine, så kommer her en herlig opskrift på vanilleis af den italienske type – d.v.s. med mælk istedet for fløde.

Til en portion is der rækker til 2 eller 3 mennesker, alt efter hvor glade de er for is, skal du bruge:

  • 5 dl sødmælk
  • 150 g sukker
  • 4 æggeblommer – pasteuriserede hvis du er til dét
  • 1 stang vanille

Start med at skrabe kornene ud af vanillestangen og put dem og den tomme stang i mælken sammen med halvdelen af sukkeret. Så varmer du det stille og roligt op, mens du rører så sukkeret opløses og ikke smelter fast på bunden af gryden, og så mælken endelig ikke brænder på.

Mælken skal ikke koge – den skal kun lige akkurart nå kogepunktet – når de første bobler kommer til overfladen, så tager du gryden af varmen.

Mælken stilles til afkøling og imens kan du så piske æggeblommerne med den sidste halvdel sukker. Det er vigtigt at piske det rigtigt grundigt så du ender med en tyk, hvid, luftig masse.

Så skal du have de to masser rørt sammen – først skal du lige have siet mælken, så du kommer af med vanillestangen og eventuelle større vanilletrevler. Mælken behøver ikke være helt kold – bare sådan ca. lillefingervarm, så er det fint.

Nu kan du så ganske stille og roligt tilsætte mælken til æggemassen under konstant pisken. Det er vigtigt at massen bliver pisket grundigt sammen, så den er en helt glat og homogen.

Nu kommer så det punkt, hvor tingene kan gå lidt galt, hvis man ikke passer på. Nu skal ismassen nemlig varmes op igen. Og den må endelig ikke koge – gør den dét, så størkner æggene, og du ender med noget der minder om røræg – hvilket er ærgeligt, hvis man har sat næsen op efter is.

Men du sætter bare gryden på jævn varme, og så varmer du ismassen op mens du rører stille og roligt i den. Ikke piske – bare røre med en grydeske. Hele tiden røre, så der ikke er noget der sætter sig på bunden af gryden.

Efterhånden som ismassen nærmer sig kogepunktet, vil du kunne mærke at massen forandrer sig – den “hæver” og bliver mere cremet og lidt tykkere – det er ikke meget – men dog mærkbart. Når den er så tyk at den hænger lidt ved grydeskeen, og inden den koger tages massen af varmen. Så er iscremen færdig og skal bare køles godt af, inden den kan køres på ismakinen. Dette gøres i køleskab – du skal regne med at det tager et par timer mindst – og jeg har med held ladet den stå natten over også – det kan den fint tåle.

Når cremen er helt kold kommes den på ismaskinen. Hvis din maskine har flere indstillinger så skal du bruge den der hedder softice/blød is.

Min ismaskine er en gammel én, og den kan kun klare at fryse isen til en meget blød softice, så jeg kommer isen i en egnet bøtte, og giver den en time eller 2 i fryseren til sidst, for at den bliver helt perfekt, men det kan jo være, at du er i den heldige situation at din ismaskine kan gøre arbejdet helt færdigt.

Så skal vi lige have lavet en gang lakridsirup som topping. Det er så nemt at det næsten ikke kan kaldes en opskrift – men jeg skriver den her på bloggen alligevel, for jeg anede ikke, at man selv kunne lave det så nemt, før jeg tilfældigt faldt over denne opskrift. Så måske er der andre, der også kan bruge dette tip istedet for at købe lakridsirup i dyre domme.

Det eneste du skal bruge er:

  • 170 g lakrids – jeg valgte piratos, men du kan bruge din egen favorit lakrids
  • 4,5 dl vand

Vandet kommes i en gryde sammen med lakridsen, og det bringes langsomt til kogepunktet. Det er vigtigt at du hele tiden rører i gryden, så lakridsen ikke sætter sig på bunden eller siderne af gryden og smelter fast – det vil den nemlig gerne.

Efterhånden som vandet varmes op smelter lakridsen. Skru ned for varmen når vandet koger og hold den på en rolig boblen. Når al lakridsen er smeltet, så kan du holde op med at røre, og bare lade massen stå og boble i fred.

Nu skal du nemlig have reduceret noget af vandet fra – der skal ca. være det halve tilbage – så passer det med, at du får en tyk sirup. Mens massen er varm vil den være som vand i konsistensen, men det skal du ikke lade dig snyde af – den bliver væsentlig tykkere, når den bliver kold.

Siruppen hældes på et passende glas og stilles til afkøling.

Og så er der serveret – Vanillegelato med lakridsirup – det smager alt for fantastisk – hvis man altså hører til dem, der kan lide lakrids og is sammen 🙂

S1170077

Indisk lammecurry – Rogan Josh ++

Når man laver mad, man aldrig før har lavet, og det så bliver overraskende godt i første forsøg, så er man lidt glad, og også lidt selv-tilfreds/fed… Denne ret er inspireret af indiske Rogan Josh lammecurry opskrifter, men er sat sammen mere frit. Den er er all about taste. God, kraftig, fyldig smag –  stærkt, mildt, surt, sødt i skøn forening.

Rogan Josh: 

  • 500 gr lammekød i tern
  • 4 løg
  • 6-7 hvidløgsfed
  • 3 dl kokosfløde
  • 3-4 dl yoghurt
  • 1 dåse hakket tomat
  • 4-6 spsk olivenolie
  • 3 chilier
  • flydende chili
  • 1-2 spsk friskrevet ingefær
  • 1/2 liter hønsebouillon (lavet med dobbelt så meget bouillonpulver som der anbefales på pakken)
  • 2 lime
  • Soya
  • Ketchup

Tørret krydderiblanding:

  • 1-2 spsk paprika
  • 2 spsk Garam Masala
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 spsk koriander
  • 1-2 tsk tørret habanero pulver (the strong stuff – kan købes i helsekostbutikker)

Abrikos ris: 

  • 3 dl basmati ris
  • Grøntsagsbouillon (igen, dobbelt så meget som der står på pakken, til de ca. 5 dl vand)
  • 125-150 gr tørrede abrikoser
  • 1 spsk Garama Masala
  • Salt

Tilbehør: 

  • Indisk Naanbrød med hvidløg og koriander
  • Duchesse de Bourgogne (sød/syrlig belgisk øl)
  • Kims saltede peanuts (knust og drysset over)
  • Persille til pynt

Første skridt i indisk madlavning er at forberede krydderierne. Helt autentisk set, har du derfor brug for en morter at forberede de tørrede krydderier i, og burde ikke nøjes med færdig pulver. Det bliver dog en kombination her, denne gang.

Koriander og spidskommen kan du få mere smag frem af, hvis du varmer dem op på en stegepande før du støder dem i morteren. Det er ligetil, men vær forsigtig, så de kun lige bliver lidt brunet, og sørg for at vende dem løbende.

 

Derefter stødes spidskommen og koriander sammen i en morter, så det bliver til tørret pulver, ligesom de resterende krydderier. Koriander, spidskommen, habanero (eller mindre stærk tørret chili, hvis du ikke lige vil have retten på så stærkt et niveau) og Garam Masala blandes nu sammen, og venter på at skulle bruges.

 

 

Hak hvidløg, chili og løg fint, riv ingefær og pres saften ud af de to limes, så du har det klar. Varm noget vand op og bland hønsebouillonen i, så det også er klart.

Nu er du så klar til at begynde. Brug en wok eller stegegryde til selve forberedelsen. Hæld olie over, og sæt komfuret til høj varme (5-6). Når olien er varm, hælder du de tørrede krydderier i, og rører rundt. Du har nok også brug for ventilation nu, for ellers kan du nærmest ikke ånde for habanero pulveret, når det bliver varmet op. Når du er ved at dø af luftmangel, men før krydderierne bliver sorte, blander du så lammekødet i, og steger det hurtigt så det er brunt og gennemstegt. Sådan halvt inde i den process tilsætter du løg, hvidløg, chili og revet ingefær, som lige brunes af. Tilsidst tilsætter du halvdelen af limesaften, som får lov til at stege med kort.

Som I kan se af billedet nedenunder kunne jeg ikke stege både kød og det andet i samme gryde, for mit komfur er ikke det varmeste (hvem der havde et gaskomfur…) – der kan ikke steges for meget på en gang, uden at det nærmest koger i stedet. Har I et ligeså forkølet komfur som jeg, er det nok også en god ide at stege det i to afdelinger (del så krydderiblandingen i to), og så blande det sammen bagefter.

 

 

Næste skridt er at hælde bouillonfond, kokosfløde, resten af limesaften og hakket tomat ved under omrøring, og skrue ned for varmen til simre-niveau (2-3 ca.).  På det her punkt er der alt for meget væske i retten, men det kommer til at reducere stille og roligt ind, så du får en tyk, cremet curry før vi er færdige, ‘bare rolig’.

Så du lader retten simre fra nu af uden låg, og laver risen til sidst. Hvor lang tid det hele skal simre afhænger af hvor hurtigt du vil have reduceringen til at foregå. Det skal ende med at alt dit kød stadig er dækket af væske, men det skal være en cremet, tyk væske, og lammekødet skal smelte på tungen. Langtidssimring er ikke en absolut videnskab – alt afhængigt af væske og varme, tager det nok omkring 2 timer med den mængde jeg har angivet her – mindre må det helst ikke tage, da kødet skal nå at blive mørt – har du tid, kan du også simre videre under låg og meget svag varme, det bliver det kun bedre af.

Til sidst i forløbet, lige før du er klar til at servere retten, tilsætter du også yoghurten og smager til en sidste gang.

 

 

Risen skal være det fyldige, søde modspil til den kraftige, stærke curry, og derfor laver jeg en abrikosris her. Del abrikoserne på langs, og skær hver del i 3 strimler. Kom vandet til risen i kog, bland ris, abrikoser, bouillontern/pulver/fond, Garam Masala og salt sammen, og lad risen koge/stå og trække i så lang tid som der står den skal (ca. 20 minutter sammenlagt). Det er en rigtig lækker ris, der også kan spises for sig selv, eller med meget andet simpelt tilbehør.

Når der er ca. 10 minutter tilbage, kan du begynde at smage selve Rogan Josh’en til, med mere kokosfløde, yoghurt, ketchup, soya, evt. ekstra chili i form af den flydende variant, hvis du ikke synes det er stærkt nok (det gætter jeg på du allerede synes…).

Sidste skridt er at varme Naan brødet i ovnen, det tager kun nogle få minutter. Vi brugte Naan brød fra Superbrugsen denne gang, men det er lidt blasfemisk, for Milena’s opskrift på naan-brød er naturligvis meget bedre!

Så er der kun selve serveringen tilbage, og så kan du nyde frugterne af arbejdet!

 

 

Jeg knuste nogle saltede peanuts i morteren og dryssede ovenpå maden, sammen med noget klippet persille. Til retten ‘burde’ vi have drukket en Duchesse de Bourgogne, en meget speciel belgisk øl (min yndlingsøl infact). Den har et flot spil mellem sød or syrlig, der ville være gået rigtig godt til resten af maden. Desværre faldt jeg for at købe en India Pale Ale i stedet, og det var ikke helt fantastisk. Bedre med en Duchesse eller en Kozel, eller Hoegarden, eller anden kold, mild hvedeøl… Synes jeg.

 

 

Det er en lidt dyr ret at købe ind til, og så får man ikke særlig meget mad ud af det, fordi der ikke er grøntsager til at strække. Til gengæld smager det ‘ret’ godt, og det er selvfølgelig muligt at servere ekstra sidedishes med grøntsager, etc. til, som de også gør i Indien.

Denne ret burde være nok til 2-3 mennesker, alt afhængig af sult og tilbehør.

 

De gode kødboller

Denne ret er en af mine klassikere, en ret Milena tit subtilt hinter hun gerne vil have noget oftere.  I denne måned fattede jeg så endelig hintet igen.

Retten er et resultat af, at jeg gerne ville lave mine egne kødboller/sauce a la Lady og Vagabonden, a la noget italiensk med pasta, engang i mine studiedage. Det blev det så overhovedet ikke til, men der er da ordet ‘kødbolle’ til fælles…

Første gang lavede jeg den med spaghetti, men kartoffelmos er bare så meget bedre (selvom resterne dagen efter fint kan spises med spaghetti). Denne ret er stærk og gennemtrængende, ikke på den skarpe, chili agtige måde, men på den koncentrerede, simreagtige måde. Det er nok en af mine egne favoritopskrifter, hvis jeg skulle vælge at gunpoint (den her eller tunpizza… det ville blive svært).

Kødboller:

  • 500 g oksekød (omkring 10% fedt)
  • Ristede løg
  • 5-7 fed hvidløg
  • Soya
  • Tabasco sauce
  • Flydende chili
  • Salt
  • Peber
  • Paprika

Sauce:

  • 1/2 liter fløde
  • Tabasco sauce
  • Soya
  • Ketchup
  • 1 dåse tomatpuré
  • Hvidløgspulver
  • Salt
  • Peber

Kartoffelmos: 

  • 1 kg bagekartofler
  • ca. 200-300 g gulerødder
  • 1-2 bundter persille
  • Letmælk
  • Smør
  • Salt
  • Hvid peber

Tilbehør: 

  • Asier
  • Ekstra fine ærter
  • Sour Cream and Onion chips
  • God, kraftig rødvin

Før jeg starter: Jeg ved godt det er overraskende, coming from me and all, men dette er IKKE en slanke-ret. Nu er I advaret. Igen.

Det første der skal gøres, er også det kedeligste, desværre. Farsen til kødbollerne skal laves, og så rulles til små fine kødboller. Sidstnævnte tager pænt lang tid, men så kan man i det mindste sige at de består af koncentreret effort/kærlighed.

Denne ret handler meget om at få den helt rigtige, kraftige smag frem. Hemmeligheden i det er kødbollerne, og det man blander i dem. Du tager farsen og trykker den flad på et bræt f.eks. Nu spreder du så alle ingredienser ud på farsen, og ælter den godt igennem, så alt er blandet fint. Dvs. hak hvidløgene i små fine stykker og drys dem over, hæld flydende chili og soya på i passende mængder (det er efter skøn, men se evt. mit billede), dryp med tabasco sauce, drys med paprika og salt, og kom godt med groftkværnet peber på. Slutteligt kommer det allermest hemmelige, en ingrediens som mange folk overser nytten af, medmindre det er i deres hotdogs – nemlig de ristede løg. Det er især dem, der giver saft og kraft her. Brug nok til at dække det meste af farsen lige og lige.

 

 

Ok, og som jeg advarede om før – det er nu, efter du har æltet det hele godt og grundigt sammen, at der skal rulles kødboller. Pas på ikke at lave dem for store, det skal gerne være små mundrette hapsere, og hellere for små end for store. Jeg plejer at tage et lille stykke fars i den ene håndflade, og så bevæge min anden håndflade i cirkel bevægelser over farsen. Den rigtige teknik sparer en del minutter og ondt i ryggen…

Men! Glæd dig, for når det er på plads, er resten af retten childs play.

 

 

 

Næste trin er at varme en pande (din største stegepande) op, og stege alle kødbollerne på den på en gang. Eller, dvs. semi-koge, for der er så meget væske i kødbollerne, at panden vil blive fuld af fedt og vand forholdsvist hurtigt. Det er helt fint, ingen panik med det. Jeg bruger selv omkring 4 ud af 6 i varme til det, de skal ikke steges tørre, de skal være bløde og saftige. De må dog gerne blive lidt brunlige over det hele.

 

 

Den ‘hemmelige’ smag er i alt det goodness som kødbollerne afgiver her. Når de er nået så langt, er det tid til at lave saucen. Hæld fløden i panden sammen med 1/2-1 dåse tomatpuré, alt afhængigt af smag og hvorvidt det er de små dåser eller dem i dobbelt størrelse. Bland det sammen, og hæld nogle skvæt ketchup og soya ved, sammen med lidt mere tabascosauce, og noget friskkværnet peber. Herefter lader du det simre mens du begynder at skrælle kartofler (og gulerødder, hvis du følger den her opskrift) til kartoffelmosen. Saucen skal gerne simre/små-boble og hygge sig på omkring 2 i varme fra nu af og i mindst 20 minutter. Gerne længere, men det er ikke en langtidssimreret, 40 minutter er nok fint. Pas på den ikke mister for meget væske. Saucen skulle gerne blive naturlig tyk, men ikke FOR tyk.

 

Rør i den jævnligt, og efter 20-30 minutter kan du så smage den til med salt, peber og evt. mere ketchup, flydende chili og soya, samt en anelse tørret hvidløgspulver. Hvis retten er lige lidt for kraftig for dig nu, så ingen panik, kartoffelmosen hjælper rigtig meget til at afbløde smagen… På den gode måde.

Til kartoffelmosen denne gang brugte jeg gulerødder og også nogle af de ristede løg (retten var jo ikke fed nok i sig selv…). Igen, det giver kartoffelmosen et fint, anderledes pift med lidt ristede løg i den, men det kan ikke smages specielt meget i den her ret, over den meget dominante sauce, så det er egentlig unødvendigt. Min standard opskrift på kartoffelmos med persille vil jeg tillade mig at copy/paste fra en anden ret:

Den måde jeg laver kartoffelmos på, er ret ligetil. Kog kartoflerne i mindre stykker, indtil de ikke holder sig fast på en gaffel. Hæld dem op i en sigte, og kom et (pænt) stort stykke smør i bunden af gryden du brugte. Kom kartoflerne i igen, og mos dem sammen med smøret. Juster konsistensen med letmælk og smagen med mere smør, salt og peber. Når konsistensen er fri for klumper og smagen fin, tilsætter jeg et bundt finthakket persille dels for æstetikkens skyld, dels for smagens. Og så er kartoffelmosen færdig.

Kartoffelmos kan i øvrigt fint varmes op igen dagen efter, hvis der er rester. Uden at brænde (helt) på, og uden at være kedelig, hvis du varmer den op langsomt under svag varme, omrøring af og til, og tilsættelse af et lille skvæt letmælk et par gange.

Nå, men tilbage til kødbollerne. Når saucen er blevet mere brun end rød, er den klar til servering.

 

 

Serveres med ekstra fine grønne ærter, gode Sour Cream and Onion chips (modsat den fesne Kim’s på billedet, er det Taffel’s, der er de gode, dem der hed Estrella i gamle dage) og en god, kraftig rødvin. Jeg lyder som en plade, der er gået i hak, men en Ripasso eller Amarone er aldeles fremragende. Findes der overhovedet andre vine? (det er et retorisk spørgsmål…)

 

 

Derudover, hvis du leder efter noget at bruge dine asier til, som ikke blot er at komme på leverpostej, så er dette en rigtig god ret til det, for asiernes syrlighed komplementerer meget fint. Milena har en opskrift på asier lige her.

Denne ret er nok til 4 mennesker, give or take. Medmindre man frådser rigtig meget altså.

 

Burgere med tomatchutney

Nogle gange falder man over noget helt genialt nærmest ved et tilfælde. Starten på denne – nu yndlings – burger var at Christians mor forærede ham et glas hjemmelavet tomatchutney. Vi var enige om, at det måtte vi bruge til noget særligt…men hvad?

Efter lidt overvejelse blev vi enige om, at man måtte kunne komponere en god burger rundt om sådan en chutney. Vores bud blev en burgerbolle fyldt med:

  • Tomatchutney
  • bøf af oksekød med jalepenos
  • bacon
  • stegte løg og champignon
  • friske tomater
  • salatblade – pånær hvis man er Christian 😉
  • 2 slags ost – chili gouda og gede gouda med italienske krydderier
  • røde syltede jalepenos
  • ketchup
  • chilimayo

Serveret med “grønne kartofler” med chilimayo og aioli.

Og jeg har vist ikke pralet for meget, hvis jeg siger, at det blev godt 🙂

 

En god hjemmelavet burger kræver selvfølgelig en hjemmebagt bolle – jeg kan bedst lide sådan en klassisk blød, let burgerbolle, så sådan laver jeg dem. Ikke noget med sprøde spelt café boller hos mig.

Til 8 burgerboller skal du bruge:

  • 2 dl mælk
  • 20 g gær
  • 1 spsk olie
  • 1 tsk salt
  • 1 æg
  • 7 dl hvedemel

samt evt. 1 æg til pensling.

Gæren røres ud i mælken og salt, olie og æg tilsættes og røres godt sammen. Melet tilsættes, og der røres til dejen er samlet. Så tages den ud på bordet og æltes godt igennem. Hav endelig lidt mel på bordet, for det er en ret våd dej til at starte med. Efterhånden som du arbejder med den, bliver den smidig og lækker.

Når du er tilfreds, stiller du den til hævning i en halv times tid på et lunt sted.

Når den halve time er gået, tager du igen dejen ud på et meldrysset bord. Ælt den ganske let igennem og del den i 10 stykker. Hvert stykke rulles nu ud til en flad bolle – ca. 1 cm tyk og 10 cm i diameter…altså sådan ca.

Bollerne pensles med æg og drysses med paprika – eller sesam hvis du mere er til det.

Hæver igen en halv time, hvorefter de bages 15 min ved 200 grader.

Inden vi går videre til burgerfyldet, skal der også lige laves kartofler.

Du skal bruge:

  • 1 pose små kartofler
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 tsk tørret basilikum
  • 1 tsk tørret oregano
  • 1 nip tørret estragon
  • groft salt
  • 2-3 spsk olie

Kartoflerne vaskes og skæres i kvarte og puttes i et passende ovnfast fad eller bradepande.  Olien røres med krydderurterne.Pas endelig på ikke at bruge for meget estagon. Det smager dejligt, men er meget gennemtrængende, så et lille nip er nok. Hæld olien ud over kartoflerne og vend dem godt rundt. Giv dem og godt drys groft salt og bag dem 35-40 min i oven ved 200 grader. Giv dem evt. et par minutter under grill til sidst for at få en sprødere skorpe.

Som dyppelse lavede jeg en skål aioli (god mayo rørt med hvidløg i en mængde du finder passende) og en skål mayo rørt med flydende chilisauce og paprika.

Hvis man er rigtig sej, så laver man selvfølgelig mayonnaisen selv – men jeg indrømmer, at jeg denne gang købte én.

Så skal vi have lavet noget til at putte inden i bollerne.

Lad os starte med kødet. Jeg kan godt lide at ælte krydderier og evt fyld ind i kødet til burgere – det har jeg lært af Christian, og det gør virkelig en kæmpe stor forskel for smagen i forhold til bare at komme kryderier ovenpå de formede bøffer.

Til 4 gode bøffer har du brug for:

  • hakket oksekød med lav fedtprocent
  • 5-6 fed hvidløg
  • en håndfuld syltede jalepeños
  • 1 spsk paprika
  • groft salt
  • peber

Jalepeños og hvidløg hakkes fint og æltes ind i kødet sammen med krydderierne, hvorefter der formes 4 bøffer. Lav dem så flade som muligt, så bliver den færdige bøf passende til burgerbollen.

Sammen med den gode bøf ville vi have bacon i vores burgere. I stedet for de almindelige tynde skiver, havde vi denne gang et helt stykke bacon, som vi skar nogle tykkere skiver af – det smagte virkelig godt. Bacon smagen var meget tydeligere end med de tynde skiver.

Baconen blev stegt på en pande til den var lækker sprød og så lagt på fedtsugende papir. Herefter stegte jeg løgringene i fedtet fra baconen. De må gerne være godt stegte men selvfølgelig ikke forkullede. Da de var færdige kom de i staniol og blev lagt ind ovnen, så de kunne holde varmen.

Til sidst stegte jeg champignonerne skåret i skiver på den samme pande og puttede også dem i en lille pakke og kom dem i ovnen til senere brug.

Det er nok i virkeligheden den største udfordring ved hjemmelavede burgere – at få det hele klar på samme tid.

Tomaterne og osten skæres i skiver. Det hele stilles på bordet og så er burgerne klar til at blive samlet.

Stjernen i showet – den skønne tomatchutney kan jeg desværre ikke give en opskrift på, for jeg kender den ikke. Men hvis jeg skulle få den en dag, så deler jeg den naturligvis. Ellers må I selv igang med at eksperimentere med at lave chutney – det smagte fantastisk, kan jeg love.

Vi fik en sjov og anderledes øl til vores burgere denne gang – en mexikansk chiliøl vi første gang stødte på på en nu desværre lukket århusiansk café. Vi var så heldige at finde den igen for nylig, og den var en rigtig fin ledsager til vores burgere.

Laksehaps

Når der skal laves mange forskellige små tapas-anretninger, er denne her en ret sikker vinder hjemme hos os. Man skal godtnok huske at spise dem indenfor 15-30 minutter-ish, ellers bliver kiksen blød. Det plejer så heller ikke at være noget problem…

Ingredienser: 

  • 1/2 pakke kiks (her Tuc Sour Cream and Onion for at få den rigtige smag og konsistens)
  • 100 gr laks i skiver
  • 1/4 pakke Buko grøn pikant flødeost (eller tilsvarende)
  • Dild (jeg brugte tørret denne gang, men kan sagtens være frisk)

 

Anret så mange stykker kiks som der kan være på en tallerken eller lignende (ca. 12 her), og smør dem med osten. Kom et stykke laks på hver kiks, og drys dild over.

Server straks, for kiksen suger flødeostens væske til sig, og bliver blød efter et stykke tid – retten er helt klart bedst med en sprød kiks.

Også velegnet sammen med en champagne/hvidvins apperitif serveret når gæsterne lige er kommet. 4 gæster med hver deres glas kolde vin ville sikkert blive glade for det her…