Laksebrød

Der er efterhånden rigtig mange retter på bloggen med gigantiske mængder af chili og hvidløg, der gør dem uspiselige for de fleste mennesker, men her er der så en behagelig, mild ret som ca. alle mennesker da må kunne lide – og nu hvor det er ved at være nytår, er det også en udmærket, omend lidt tung, forret til middagen 🙂

Ingredienser

  • 100 g laks
  • ca. 120 g (drænet vægt) rejer
  • 4 tomater
  • 4 skiver franskbrød
  • 4 æg
  • Hovedsalat
  • 1 bundt grønne asparges
  • Fiskerogn
  • 1 citron
  • Dild (kun frisk hvis den har smag, ellers tørret. Eller en kombination for det visuelles skyld)
  • Mayonnaise (hjemmelavet eller en god økologisk en f.eks.)
  • Salt
  • Peber
  • Citronpeber
  • Smør

 

Tilberedningen er sådan set ret simpel, men man skal ikke undervurdere hvor lang tid det tager at anrette hvert enkelt brød, mens de sultne gæster venter med tiltagende desperation, så hvis I er to om det, går det noget hurtigere.

Start med at sætte vand til asparges i kog, samt at koge 4 æg. Imens det hele koger, kan du vaske salat og asparges, skære tomater og citron i skiver samt knække aspargsen.

Hvis du tager et par stykker asparges mellem to hænder og langsomt bøjer fra hver side, så knækker de deromkring hvor de er bedst – gammelt trick hører jeg. Smid endestykkerne ud, og del de resterende skiver asparges midt over. De underste dele putter du i kogende vand først, de øverste ca. 3 minutter senere. Stammen er nemlig tykkere, og skal have lidt længere tid før den er mør. Kog det hele i 5 minutter i alt, og husk salt i vandet.

Skær nu 4 stykker brød og rist det, afkøl de kogte æg (de skal have ca. 8 minutter), og skær dem i skiver. Dræn vandet fra rejer og de færdigkogte asparges.

Og så er du klar til at samle laksebrødet.

 

 

Kom smør på brødet, dernæst en skive salat, og så 6 skiver tomat (det er lig en tomat minus endestykker – nej, de har ikke gjort nogen noget, og det er madspild, men sådan er jeg…) ovenpå. Salt tomaterne let. Kom laks (1 skive plus lidt ekstra, i en 100 grams pakke) ovenpå tomaterne, og derefter ca. 6 skiver æg. Også her er der lidt madspild, for jeg kan bedst lide kun at bruge æg hvor æggeblommen er med. Kom friskkværnet peber ud over æggene, og fordel derefter et lag mayonnaise udover dem.

Kom aspargesstykker, omkring 4, på brødet nu, og drys 1/4 af rejerne ud over. Drys så med dild og citronpeber, og anret fiskerognen ovenpå. Det hele sluttes af med et stykke citron.

Og denne fremgangsmåde gentages så for de næste 3 brød. Det var da vist at gå ret meget i detaljen med et stykke brød, men ingen har nogensinde anklaget mig for at fatte mig i korthed.

Det færdige resultat skal helt sikkert nydes med en god, kold hvidvin, der under ingen omstændigheder skal være for sød. Her fik vi en af mine yndlingshvidvine, som nok er svær at skaffe i Danmark, en Stettener Heuchelberg riesling, men en blød vin med et strejf af syrlighed ville være perfekt.

 

 

Som den opmærksomme læser nok har gættet, er det her en forret til 4 personer – og den plejer at skabe god stemning 🙂

Den gode kyllingewok

Der er de gode kødboller, og så er der den gode kyllingewok, to af mine, ifølge Milena, bedste faste retter. Det kan jeg naturligvis kun være glad for hun synes, så titlerne er ikke skamløs selvpromovering… As such. Egentlig behøver man ikke lave den i en wok – det er en simreret, og en god (stor) gryde kan også sagtens substitueres. Det er en mættende, smagfuld ret, der er forholdsvis billig at købe ind til, men som tager nogle timer at forberede – som simreretter nu engang gør.

Ingredienser:

  • 400 g kyllingebryst
  • 450 g champignon
  • 2 løg
  • 2 porrer
  • 1 bundt forårsløg
  • 2 røde peberfrugter
  • ca. 200 g baby/snack gulerødder
  • 8 fed hvidløg
  • 3 dl ris (parbroiled er fine her pga. deres konsistens)
  • 0.3-0.5 liter fløde
  • 1 bundt friske basilikum blade
  • Tabasco Sauce
  • Stærk karry
  • Paprika
  • Flydende chili
  • Ketchup
  • 1/2 – 1 dåse tomatpuré
  • Soya
  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber

Jeg er jo ret stor fan af simreretter, fordi man kan gå til og fra, nusse om dem, krydre lidt, smage lidt, dufte til retten, og så spise sig glad og mæt i det færdige – denne ret er også ret klassisk i den forbindelse, så selvom den bliver lavet i en wok, skal man beregne ca. 2 timers simring, før man med god, ren samvittighed kan servere den. Til gengæld er der ikke mange ben i at lave retten, når du har alle ingredienserne foran dig. Start med at finhakke løg og porrer, pille hvidløg, skære peberfrugt i halve ringe, hakke forårsløg i ringe, skrælle gulerødder (om nødvendigt), og skære dem i passende, mundrette stykker. Vask champignoner og skær dem i kvarte. Pil basilikumbladene, og skær så kyllingekødet i enten strimler eller firkanter, alt efter behag og igen – mundrette stykker.

I en wok eller over en gryde på maksimum varme, skal der nu laves en krydderiblanding. Først hælder du et godt skvæt olivenolie i wokken, så bunden er helt dækket, dernæst røres karryen i og brunes af under omrøring.

Når det dufter stærkt og brændt så hælder du løg og kylling ved, og steger indtil løgene er blanke. Derefter kommer du forårsløg og porrer i, og steger videre indtil porrer og forårsløg er bløde. Husk at røre rundt konstant her, og sæt ned til 3-4 ud af 6 i varme. Dernæst tilsættes al hvidløg i presset form samt champignonerne – nu er det så, at det begynder at minde mere om en simreret end en wok, idet der begynder at komme en del væde til. Det er også meningen. Hæld godt med soya (ca. 1/4 flaske) ved og rør rundt. Retten skulle gerne se ca. sådan her ud nu:

Næste trin er at tilsætte fløde, tomatpuré, gulerødder, peberfrugt og basilikumbladene. Her ændrer hele retten visuelt udtryk, og ser desværre nok lidt kedelig ud på billeder. Men smagen er god! Man kan i øvrigt sagtens undlade fløden, så har man en fin, sund og stadig smagfuld ret, der mætter ret meget. Men tager man fløden med, bliver det hele naturligvis bare lige ‘lidt’ bedre…

Nu skal retten simre ved rolig, boblende varme i 1.5-2 timer, med jævnlig omrøring og tilsmagning. Når det hele skifter farve fra lysere rød til mørkere brun, og er tyknet noget er den ved at være der, men ellers gør lidt ekstra tid ikke noget, bare varmen er på 1 eller 2 ud af 6, så det ikke reducerer for meget. Vent gerne en time, hvor du rører rundt i det hver kvarter ca., og begynd så at smage til løbende – lad det lige bundfalde sig og simre uforstyrret i lidt tid hver gang, før du krydrer mere. Jeg bruger paprika, lidt mere soya, flydende chili, ketchup, peber og tabascosauce løbende her og fløden gør sit til at sørge for at helheden forbliver ‘kraftig’ i stedet for ‘stærk’. Salt skal du bruge i mindre mængder, hvis overhovedet (soya er ret salt i sig selv). Ketchup giver en sød, rund, mild, mere sukker agtig smag til retten, og jeg bruger selv mindst lige så meget ketchup som jeg brugte tomatpuré, tit over flere omgange. I løbet af de halvanden til to timer koges risen også, og når kyllingeretten er klar til det, tilsættes risene, og det hele røres sammen (det er derfor du har brug for en ret stor gryde eller wok).

Retten kan serveres med brød til, hvis man ikke er forskrækket over niveauet af kulhydrater man så får med. Drikkevarer til kunne både være simpelt kold vand, en god mørk øl, eller en kraftig, tør rødvin, der kan spille op til rettens intensitet, uden at forsvinde. Goes without saying, at det kan en god Amarone, Brunello, Barolo eller Ripasso.

God appetit!

Meatza

Det er vist en ‘mande’ret – pizza lavet på bund af kød, i stedet for dej. Ideen er originalt fra palæo ‘bevægelsen’, og selvom jeg generelt ikke er særlig keen på det som bevægelse, både ud fra et bæredygtighedsperspektiv, samt at mange tilhængere er noget, ahehm, ‘frelste’, så skal ret være ret – der kan sagtens komme interessante opskrifter ud at lave mad på den måde. Derfor havde jeg lyst til at kreere mit eget take på meatza, for det er jo basalt set farsbrød med pizzatopping. Goodness with goodness. What could possibly go wrong?

Kødbund:

  • 1.2 kg hakket oksekød, 3-7%
  • 6 fed hvidløg
  • Flydende chili
  • Stegte løg
  • Soya
  • Tabascosauce
  • 1 tsk habanero pulver
  • Paprika
  • Salt
  • Peber

Tomatsauce:

  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 dåse tomatpuré
  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • Oregano
  • Basilikum
  • Salt
  • Peber

Pizzatopping:

  • 200 g flødehavarti (eller anden ost, naturligvis)
  • 1 rød paprika
  • 400 g champignoner
  • 1 stort løg
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 bundt persille
  • Friske basilikum blade

 

En tomatsauce har kun godt af at simre, derfor er det det første vi laver. Hak løg og hvidløg fint, varm noget olivenolie op i en gryde og svits løget ved middel temperatur indtil det er delvist brunt og helt gennemsigtigt. Tilsæt hvidløg lige før løget er færdigt, og hæld så de hakkede tomater i. Skru ned til meget rolig simrevarme, rør tomatpuréen ud i gryden, og tilsæt basilikum, oregano, salt og peber. Lad det simre uden låg mens du laver resten. Når det er færdig, skulle du have en indkogt, tyk masse tilbage. Den skal være tyk, ikke vandet. Smag til løbende, og giv den gerne 1 times simren, men ikke under en halv. Kom låg på og skru ned til mindst mulige varme, hvis du kan se den snart får den ønskede konsistens, men du gerne vil have den til at simre længere.

 

 

Nu skal vi så lave farsen (og tænd også ovnen på 200 grader nu, så den er varm og klar senere). Da farsen faktisk er hovedbestanddelen i retten, skal der både være en del af den, og den skal have smag. Jeg valgte at bruge samme basale fremgangsmåde som til mine kødboller:

Kom farsen på en stort spækbræt, pres den fladt ud, og bland den med de forskellige ingredienser. Det vil sige finthakket hvidløg, stegt løg, skvæt af tabasco sauce, soya, salt, peber, paprika, flydende chili, og habanero pulver (kan undlades, hvis du bliver bange for ordet ‘habanero’).

 

 

Det hele æltes nu godt sammen, og spredes så ud til en tyk ‘dej’ på en plade med bagepapir på. Kødet skal gerne æltes/formes ret fladt, for det trækker sig meget sammen senere, så  du får en endnu tykkere bund end det ser ud til på nuværende tidspunkt. Så vær ikke bange for at sprede ‘dejen’ lige så meget eller mere ud end jeg har gjort på billedet nedenunder.

 

 

Lav også gerne en kant rundt om dejen, så saucen ikke løber ud senere.

Nu skal ‘dejen’ i ovnen i max. 10 minutter. Endelig ikke for længe, men når den har afgivet en del væske, og er skrumpet til 1/2 – 1/3 størrelse, er den klar. Den vil afgive en del væske undervejs – desværre, for med det ryger smagen også delvist ud af kødet. Jo kortere tid du forbager kødet, og jo mindre fedt kødet er, jo mindre væske og smag vil du miste her.

Mens ‘dejen’ er i ovnen, kan du hakke grøntsagerne. Peberfrugt og champignoner i skiver, forårsløg i små runde… dutter. basilkum bladene skal bare nippes af og skylles. Champignonerne skal steges tørre på en varm pande, ellers bliver der for meget væske i toppingen.

 

 

Ligegyldig hvad vil der nu nok være så meget væske når du tager bagepladen ud af ovnen igen, at du kan genbruge en del af det i tomatsaucen, for at det ikke skal gå til spilde. Resten kan du lade være, så det er med til at give vanddamp i ovnen, eller du kan duppe det af forsigtigt med en køkkenrulle.

 

 

Så kommer det sjove (for nogen i hvert fald)  og nemme – kom sauce og fyld på din pizza. Når saucen er klar, starter du med at sprede den ud på bunden. Derefter drysser du forårsløg og champignon på, og lægger skiver af peberfrugt og basilkumblade ovenpå.

 

 

Til sidst river du osten hen over meatzaen, og så er den klar til at komme i ovnen ved 200 grader. Den skal have indtil osten er gylden og peberfrugten er brun og lidt sprød der hvor osten ikke dækker den. Noget af osten vil forsvinde, fordi fedtet kan løbe frit væk, så du får ikke så meget ost på pizzaen som du tror, men det er ok. Bagetiden er ca. 20-30 minutter. Tag et glas rødvin mens du venter?

Og så er der bare tilbage at skære meatzaen i passende skiver, og servere.

 

 

Både kød, fyld/topping og tomatsovsen kan naturligvis tilberedes på helt andre måder, og resultatet ville stadig kunne kaldes en meatza, så har du lyst til noget lignende, der er mindre stærkt, er det bare med at substituere/være kreativ – præcis ligesom på en pizza.

Jeg synes retten blev god – uheldigvis skal den egentlig kunne konkurrere med ‘almindelig’ pizza, og her synes jeg den kommer til kort smags og konsistensmæssigt. Men hvis man vil overraske til et mandeselskab eller middag for kødelskere, så tror jeg stadig det er en god ret at gøre det med, og så er den jo som skabt til  en god kraftig rødvin – hvis man altså har brug for undskyldninger for at servere sådan en.
Serveres med en god salat til, og/eller brød, hvis man ikke er sådan en palæo en.

 

 

Retten var nok til 3 mennesker på papiret – eller til 2 sultne mænd i virkeligheden.

Chokolade mousse

En af de mest klassiske desserter der findes – og så er den endda både nem og hurtig at lave. Og rigtig dejlig. Den findes i et utal af varianter – denne her er så simpel som den næsten kan blive. Det er en relativt tung og tæt mousse og med en meget intens smag af chokolade, så man skal ikke have ret meget af den.

Du skal bruge:

  • 200 g god mørk chokolade
  • 1.75 dl piskefløde
  • 2 æggeblommer
  • 3 æggehvider
  • 2 spsk sukker
  • evt. lidt fløde til pynt

 

Først skal du have chokoladen hakket – bare sådan groft og tilfældigt. Derefter varmer du fløden op til kogepunktet og hælder den varme fløde hen over chokoladen. Rør stille og roligt  chokoladen sammen med fløden til du har en jævn blank masse. Heri rører du de 2 æggeblommer.

Så tager du en anden skål og pisker æggehviderne med sukkeret til en luftig og helt stiv marengs. Bliv endelig ved med at piske til hviderne er så stive, at du kan lave tricket med at vende skålen på hovedet uden, at de løber ud.

Nu skal du så have blandet de to skåles indhold og her skal man gerne have en lidt let hånd. Tag lidt marengs af gangen og vend det stille og roligt i chokolademassen. Du skal endelig ikke piske i det – bare roligt “folde” det ind i chokoladen.  På den måde bevarer du så meget luft som muligt i massen og du får en lettere og knap så kompakt færdig mousse.

Når al marengsen er foldet ind i chokolademassen er moussen færdig. Nu skal du så vælge om du vil komme det i én stor skål eller om du vil portions anrette. Jeg valgte portions glas fordi, jeg lige havde nogle der var passende.

Hæld moussen op i den/de skåle du har valgt og sæt den på køl mindst 2 timer.

Hvis man har lyst kan man med held tilsætte smag i form af f.eks cognac eller likør til moussen – i så fald gøres det som det sidste inden den kommes i glassene. Beregn 2-3 spsk cognac eller likør til denne portion.

Moussen rækker til 4-6 portioner alt efter hvor meget man synes er passende til en portion – jeg fik 5½ portion i de viste glas.

Inden servering kan man pynte moussen med lidt flødeskum – det ser pænt ud, og er en fin kontrast til den intense chokoladesmag. Og hvis man er mere kreativ end mig, kan man sikkert også finde på mere fancy pynt 😉

Citronmarineret kylling

I min fortsatte quest for også at lave retter, der ikke når ud over 1 million kalorier per 100 gram, er turen nu kommet til kylling og pasta. Det her er en meget skarp, smagfuld ret, der tilmed er både hurtig at lave og billig at købe ind til. Du skal dog nærmest elske citron, for det er det bærende element i smagssammensætningen her.

Ingredienser:

  • 280 g kyllingebryst
  • 2 citroner
  • 1-2 spsk honning
  • 5 fed hvidløg
  • 2 chilier (ja, jeg havde ‘kun’ 2 i huset den dag)
  • Salt
  • Peber
  • Tabasco Sauce
  • Soya
  • 1 pakke babymajs
  • 1 løg
  • 200-250 g spaghetti
  • 1 bundt persille
  • Revet ost (her var det en chiligouda, den passede rigtig godt til)

 

Siden kyllingen skal ligge godt og trygt og gerne længe i marinade, er det det første du laver, gerne 4+ timer før du skal spise. Længere gør absolut intet. Pres saften fra de to citroner, hak chili og hvidløg til fine små stykker, og skær kyllingen i passende stykker, gerne lidt tynde og aflange, hvis det skal være fancy (gammeldags firkanter ødelægger vist heller ikke retten… Tror jeg).  Jeg må vel også hellere her sige, at er du ikke super meget til chili, så er det også nok med 1… Eller uhah, endda 0. Men chili og citron sammen giver en virkelig intens smagsforstærkende effekt… Og det er godt!

 

 

Tag en plastikpose, og kom ingredienserne i den. Citronsaft, chili, hvidløg, kylling, et generøst skvæt tabasco, endnu mere soya, og lidt honning. Drys med rigeligt friskkværnet peber (elsker I ikke bare de her totalt relative anvisninger?).

Bind nu en knude om posen, og kom den i køleskabet. Er du lidt til at nusse om din mad, så er du sikkert sådan en, der gerne vil kigge til marinaden hver halve time, og lige klappe posen og vende den om hver gang, bare fordi den fortjener det.

 

 

En rigtig god ting ved citronsaften, er også at den mørner kødet – det bliver simpelthen mere mørt og lækkert af at stå og trække i saften, og smelter endnu mere på tungen. Ok, det kan kylling allerede gøre i forvejen, men det virker godt til al slags kød. Derudover er langtids-marinader generelt et hit her, da kødet får god tid til at opsuge saft og kraft, og man kan variere smagsudtrykket rigtig meget.

Læg mærke til kødets udseende på nedenstående billede, hvor posen har fået 4 timer i køleskabet – det ser nærmest helt kogt ud – et tegn på at citronsaften har forvandlet kødets tekstur og er trængt godt ind.

 

 

Herfra er der så ikke længe til at du kan servere maden. Varm vandet til pastaen op, hak løget i halve eller hele skiver, og skær babymajsen over i 3-4 bidder. Varm noget olivenolie (eller smør, hvis du synes) op på en pande under mellem varm, og steg babymajs og løg under flitting omøring, især senere, så det ikke brænder på. Majsen skal gerne være svitset brun, og løget fra gennemsigtig til brun. Tag det så af panden og lad det vente i en skål.

Efter at pastaen er kommet i gryden nu, kommer du så hele marinade posens indhold på en forvarmet pande ved høj varme, og rører flittigt rundt. Det bliver en kogende oplevelse, og meningen er at væsken skal reducere lige tilpas meget ind. Ideelt set sådan, at der er en rest af væske tilbage, der ikke klæber til kyllingen, men så heller ikke mere. Vær ret opmærksom på dette punkt, for når reduceringen er næsten færdig går det hurtigt.

 

 

Tænk ikke på at kyllingen når at blive stegt – det gør den ikke, hvis du gerne vil have marinaden med. Og det er også ok, for du får al smag og mørhed med på denne måde.

Når kyllingen er næsten klar, vender du babymajs og løg ud over, blander det sammen, og er nu klar til at servere.

 

 

Serveres med revet ost og hakket persille on top. Skræmmes du ikke af kulhydrater, og skal have det til at række længere, så kan du også servere brød til. Simpelt koldt vand eller en blød, kold øl, går fint til denne ret, og der er lige og lige nok til to personer.

 

 

Ikke rocket-science at lave, men simpel, god, og smagfuld 🙂

Sønderjyske kålpølser med grønlangkål og brunede kartofler

Og nu noget uvant på denne blog – en helt klassisk dansk egnsret. For ja, jeg har jo boet i Sønderjylland, og de kålpølser man får dernede er altså bare gode!

Uheldigvis er jeg ikke kålpølse ekspert, de er færdigkøbte her, så retten er egentlig hurtig og nem at lave, forudsat at man ikke går i panik mht. de brunede kartofler. Det er også en ret der tit får mænd til at savle (dog ikke på helt samme niveau som stegt flæsk med persillesovs skal jeg være den første til at indrømme), om kvinder så kan forstå det eller ej.

Ingredienser: 

  • 2×400 g sønderjyske kålpølser (vi testede to slags, begge gode – Lampe og Vollstedt)
  • 1 kg grønkål
  • 2-3 dl fløde
  • Grøntsagsbouillon
  • ca. 650 g små kartofler
  • 25 g smør
  • Sukker
  • Salt
  • Peber
  • Muskatnød

 

Allerførst, nogle timer i forvejen, koges kartoflerne med skræl på, og pilles mens de er varme. Det hader jeg at gøre, så det er et job Milena offervilligt påtog sig. Hader du det også, og har du ingen hjælpende hånd, så kan du også bare skrælle kartoflerne i stedet, men så klæber sukkeret dårligere fast på kartoflerne.

Kartoflerne stilles til afkøling og skal være rum-temperatur eller kolde, før de bliver brunede til allersidst i forberedelserne.

Næste skridt er at starte grønlangkålen. Den skal i sigte og tø op langsomt, mens vandet løber ud af den, eller du presser det for at hjælpe til. Når den skal laves, må den stadig gerne være kold/frossen, men jo mere vand der er forsvundet, jo hurtigere er den at tilberede. Har du ikke tid til at lade den tø op, så gør det nu heller ikke så meget, så skal du bare reducere den over længere tid for at få det rigtige, tykke resultat.

Når du er klar til at gå i gang med selve madlavningen, tager det omkring 30-45 minutter. Grønkålen kommes i en gryde og varmes op under omrøring. Det må ikke brænde på, så der skal kun bruges medium varme. Kom smør og piskefløde i, og lad det simre op roligt, indtil det bobler. Skru ned for varmen og lad det fortsætte med at simre – husk at røre jævnligt, mens du forbereder resten af maden.

 

 

Pølserne kommes nu i en gryde og dækkes lige akkurat med vand. Det hele bringes i kog, og der tilsættes grøntsagsbouillon passende til mængden af vand x2 (cirka…). Det er vigtigt at du ikke bruger for meget vand her, for vandet suger noget af smagen og fjerner det fra pølserne. Ud over det skal vandet bruges i grønlangkålen, og den har ikke brug for meget (så bliver den bare sjasket og skal bruge endnu længere tid på at reducere).

Når pølserne har kogt i ca. 5-7 minutter kan du tage dem op, og evt. pakke dem ind i staniol og komme dem i en 100 graders forvarmet ovn, så de stadig er godt varme når du serverer dem senere.

Nu kommer du så vandet fra pølserne i grønlangkålen, som stadig skal røres i, simre og reducere indtil det er cremet/tykt i konsistensen. Det er også nu du smager kålen til med salt, peber og muskat, og fortsætter med at have den på svag varme og omrøring af og til indtil hele retten er klar.

Synes du til sidst, når det hele skal anrettes, at kålen burde være lidt tykkere,  så kan du nemt bruge noget Maizena jævner, eller en klassisk smør/mel blanding for at få den ønskede konsistens.

Det sidste, mest grænseoverskridende farlige trin, er så de brunede kartofler. De er nu ikke ‘‘ svære at lave, men det kan variere rigtig meget hvor brunede/gode de bliver. Det er et spørgsmål om tålmodighed, indsats og at man er opmærksom.

Brug en pande, der kan have alle dine kartofler på sig på en gang, uden at de er stablet. Dæk den med et godt lag helt jævnt fordelt sukker, så man ikke kan se bunden, og varm den op på fuld varme. Du skal ikke gå til og fra køkkenet nu, eller begynde at sms’e/snakke/drikke alt for meget, medmindre du vil have katastrofemad – nu skal maden både have din fulde opmærksomhed samt din bedste paletkniv.

Når sukkeret er smeltet, dvs. er blevet flydende og gennemsigtig (kanterne vil ikke være smeltet endnu, det er også ok), og før det brænder på (timing er vigtig…) så kommer du en lille klat smør på, og rører den rundt i sukkermassen, indtil den er helt blandet sammen. Der må ikke gå for mange sekunder fra det punkt, til du kommer kartoflerne i, ellers får du en sort, afbrændt og ildelugtende sukkermasse, og ditto kartofler.

Når kartoflerne tilsættes, rører du i dem ca. hele tiden og fordeler sukkermassen på dem. Konstant omrøring og kælen for kartoflerne er nøgleordene nu, ca. hver 15-30 sekund vender du dem med din paletkniv og ‘øser’ sukkermasse på dem. Efter de første to minutter, ser det hele sådan her ud:

 

 

Kartoflerne er stadig lidt kolde, og tager ikke godt imod sukkeret endnu. Mange vælger at stoppe her, og servere let brunede kartofler – eller de snyder for vildt, og bruger sovsekulør. Det er ikke kun snyd, man får heller ikke sukkersmagen rigtigt med. Det er naturligvis fair, hvis man ikke er til den smag, men så er spørgsmålet hvorfor man overhovedet lavede brunede kartofler in the first place…

Så vi fortsætter nogle minutter endnu, under konstant bevågenhed/omrøring/kærlighed, og så ser det hele sådan her ud:

 

 

Læg mærke til farveforskellen, men også til reduceringen af sukkermassen. Den bliver mindre, og begynder at klæbe godt til kartoflerne nu. Det kan den især nemt gøre, fordi det er pillede kartofler. Dette niveau ville være nok til de fleste, og man kan jo også få for meget sukker på kartoflerne, men personligt vil jeg gerne have MERE! Så de fik yderligere nogle minutter.

Det er så her man virkelig skal være påpasselig og hurtig til at stoppe dem, for de kan også få FOR meget, hvor sukkeret bliver sort og afbrændt, især hvis man ikke konstant flytter sukkermassen med sin paletkniv. Når det ud over det punkt, som kan ske lynhurtigt, så er den del af retten faktisk ødelagt. Så det skal man nok passe lidt på med, hvis det er første gang. Men hvo intet vover, ingen helt brunede kartofler får:

 

 

Når de er færdige, så skal de serveres straks – det hele skal gå ret hurtigt herfra. Kolde brunede kartofler er dels trælse, dels utroligt klæbende, klæge og ja… trælse. Sukkeret skal være blødt og varmt. Så alt andet skal være klar til servering, og så skal der spises og ikke tages en masse billeder til madbloggen…

 

 

Som tilbehør havde vi tre slags sennep, Milena’s hjemmelavede stærke, en god Dijon og en blød timian/citron sennep. Hvad man foretrækker er jo individuelt, men der er faktisk en masse spændende sennep derude.

Vi prøvede os også frem med asier til, men de gav ikke noget ekstra, så der er nok en grund til at klassikere er klassikere, og kan stå selv uden ændringer.

 

 

Men til denne ret er en Duchesse de Bourgogne eller lignende speciel øl rigtig god, også selvom de gamle danskere aldrig havde hørt om den 😉 Dens sødhed/syrlighed går fantastisk til resten af retten.

Det her skulle være nok til tre. Det var i hvert fald for meget til to, men du skal evt. lave lidt flere brunede kartofler, hvis I er tre.

Reje Crostini

Denne her ret kan jeg på ingen måde tage æren for – det er en af Jamie Olivers – men den er rigtig lækker, og er blevet en favorit her i huset, så den kommer med på bloggen. Ud over at være rigtig dejlig og fuld af smag, så er den også virkelig nem og hurtig at lave.

Til 2 personer skal du bruge:

  • 4 små skiver brød – baguette eller ciabatta
  • 8 tigerrejer
  • 1-2 friske røde chilier
  • 2 fed hvidløg
  • et tommelfinger stort stykke ingefær
  • saften fra 1 citron
  • olivenolie
  • salt og peber
  • en håndfuld bredbladet persille.

Rejerne pilles – hvidløg og chili skæres i tynde skiver – du kan evt. fjerne kernerne fra chilierne, hvis du ikke vil have din ret alt for stærk. Ingefæren skrælles og rives fint. Citronen presses og persillen hakkes.

så er alting klar til at komme på panden, men inden da er det en god ide, at gøre dit brød klar, for når først du starter stegningen, så går det stærkt. Brødet kan ristes på en brødrister eller i ovnen alt efter hvad du foretrækker.

Når brøddet er klart, kan du varme din pande op – den skal være rigtig godt varm- og tilsætte et par spiseskefulde god olivenolie sammen med rejer, chili, ingefær og hvidløg. Svits ved høj varme i ca. 3 min – det her punkt kan godt være lidt hårdt, hvis du ikke har en virkelig god emhætte, for alle chiliens æteriske olier frigives ved den høje varme, og det er noget der svider i øjne og svælg. Men man må lide for den gode smag 😉

Når rejerne er godt svitsede slukker du for blusset og tilsætter citronsaften – det vil bruse godt op – vend rejerne rundt i citronsaften og tilsæt så lidt mere af den gode oliven olie – bare så der lige er en smule “sauce” omkring rejerne. Tag panden af varmen og giv rejerne et drys salt og peber, og tilsæt så til sidst den hakkede persille og vend rundt.

Anret 2 rejer på hvert stykke brød og server med det samme, mens de er dejligt varme. Et glas iskold tør og klar hvidvin er en fremragende ledsager til denne lille forret.

 

Frokost tapas

Forleden dækkede vi  bordet op med forskellige tapas agtige retter som vi lavede i fællesskab for at traktere Christians mor under et besøg. Vi synes jo generelt det er fedt med en masse små retter man kan nyde og nippe til mens man drikker, snakker og hygger. Og så er der også en del forskelligt for øjet at se på.

De fleste retter er allerede postet her på bloggen, men Christian lavede nogle brunchæg i ramekin og Milena nogle af hendes croutoner med roastbeef topping ud over de allerede beskrevne med paté og rejer. Derudover skar vi nogle skiver frisk ananas og serverede vindruer til, samt den gode øl, Duchesse de Bourgogne.

Vi havde følgende på bordet:

Og sådan her så det ud:

 

Det tager ikke så lang tid at forberede (ca. 1 time, når man er to), men det ser ud af en del 🙂

Fyldte champignoner II

Milena har allerede en rigtig fin opskrift med fyldte champignoner, men man kan jo komme en hel masse sjove ting ned i sådan nogle lækre ovnbagte champignoner, så jeg tænkte det var ok jeg også prøvede lykken. De blev også vellykkede. og egner sig godt til snack eller tapas.

Ingredienser:

  • 400 g champignoner
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 100 g bacon i tern
  • 100 g flødeost (jeg brugte noget pikant, med løg og krydderurter)
  • Parmeggiano Reggiano
  • Timian
  • Paprika
  • Salt
  • Peber

 

Fremgangsmåden er ret ligetil. Skyl champignonerne, og pluk stilken ud. Det kan gøres med kniv eller gaffel, men den bedste måde for mig er et bruge to fingre og så nænsomt rokke med stilken indtil den giver slip af sig selv. Lidt ligesom da man var barn, og rokkede med sine mælketænder… Øeh, eller sådan gjorde jeg i hvert fald. Nå, men fordelen ved det, er at man så får hele stilken med op, og så er der mere plads til fyldet.

Fyldet laves ved at stege baconen på en pande, og tage den af når den er ved at være sprød, men før den bliver sort og hård. Hellere lidt for tidligt end lidt for sent. Det meste af fedtet kan også hældes fra panden på det tidspunkt, men behold lidt til resten af ingredienserne.

Hak løg og hvidløg rigtig fint, og svits det på panden til det bliver gennemsigtigt. Kom nu flødeosten til, og drys med bacontern, salt, peber, timian og paprika i de mængder du nu synes. Det hele smelter sammen til en cremet masse, og det går ret hurtigt.

 

 

Det skal ikke smelte mere end på billedet ovenover, så er det færdigt. Nu tager du to teskeer, og kommer fyldet forsigtigt ned i alle champignon, så der også er en lille topping ud over hulrummet. De anrettes på en bageplade, og der rives noget parmiggiano ud over dem, mest for synets skyld. Bages i ovnen ved 200 grader indtil parmeggianoen er gylden brun, hvilket skulle tage omkring 20 minutter. Det skulle gerne harmonere med at champignonerne så har smidt det meste af deres vand, og har fået noget god fasthed. Men hvis osten ikke er blevet for brun, så giv dem gerne for meget end for lidt, for champignonerne bliver bare bedre af ikke at være for vandede.

 

 

Det kunne også være en god/artsy ide at klippe noget grønt og lægge ovenover osten, såsom noget frisk persille 🙂

Vanilleis med lakridssirup

Allerførst denne opskrift kræver en ismaskine – hvis man ikke har sådan én, så kan man stadig sagtens lave hjemmelavet is, men ikke efter denne opskrift – resultatet vil ikke blive godt – og det vil jo være synd.

Nå, men hvis du så hár en ismaskine, så kommer her en herlig opskrift på vanilleis af den italienske type – d.v.s. med mælk istedet for fløde.

Til en portion is der rækker til 2 eller 3 mennesker, alt efter hvor glade de er for is, skal du bruge:

  • 5 dl sødmælk
  • 150 g sukker
  • 4 æggeblommer – pasteuriserede hvis du er til dét
  • 1 stang vanille

Start med at skrabe kornene ud af vanillestangen og put dem og den tomme stang i mælken sammen med halvdelen af sukkeret. Så varmer du det stille og roligt op, mens du rører så sukkeret opløses og ikke smelter fast på bunden af gryden, og så mælken endelig ikke brænder på.

Mælken skal ikke koge – den skal kun lige akkurart nå kogepunktet – når de første bobler kommer til overfladen, så tager du gryden af varmen.

Mælken stilles til afkøling og imens kan du så piske æggeblommerne med den sidste halvdel sukker. Det er vigtigt at piske det rigtigt grundigt så du ender med en tyk, hvid, luftig masse.

Så skal du have de to masser rørt sammen – først skal du lige have siet mælken, så du kommer af med vanillestangen og eventuelle større vanilletrevler. Mælken behøver ikke være helt kold – bare sådan ca. lillefingervarm, så er det fint.

Nu kan du så ganske stille og roligt tilsætte mælken til æggemassen under konstant pisken. Det er vigtigt at massen bliver pisket grundigt sammen, så den er en helt glat og homogen.

Nu kommer så det punkt, hvor tingene kan gå lidt galt, hvis man ikke passer på. Nu skal ismassen nemlig varmes op igen. Og den må endelig ikke koge – gør den dét, så størkner æggene, og du ender med noget der minder om røræg – hvilket er ærgeligt, hvis man har sat næsen op efter is.

Men du sætter bare gryden på jævn varme, og så varmer du ismassen op mens du rører stille og roligt i den. Ikke piske – bare røre med en grydeske. Hele tiden røre, så der ikke er noget der sætter sig på bunden af gryden.

Efterhånden som ismassen nærmer sig kogepunktet, vil du kunne mærke at massen forandrer sig – den “hæver” og bliver mere cremet og lidt tykkere – det er ikke meget – men dog mærkbart. Når den er så tyk at den hænger lidt ved grydeskeen, og inden den koger tages massen af varmen. Så er iscremen færdig og skal bare køles godt af, inden den kan køres på ismakinen. Dette gøres i køleskab – du skal regne med at det tager et par timer mindst – og jeg har med held ladet den stå natten over også – det kan den fint tåle.

Når cremen er helt kold kommes den på ismaskinen. Hvis din maskine har flere indstillinger så skal du bruge den der hedder softice/blød is.

Min ismaskine er en gammel én, og den kan kun klare at fryse isen til en meget blød softice, så jeg kommer isen i en egnet bøtte, og giver den en time eller 2 i fryseren til sidst, for at den bliver helt perfekt, men det kan jo være, at du er i den heldige situation at din ismaskine kan gøre arbejdet helt færdigt.

Så skal vi lige have lavet en gang lakridsirup som topping. Det er så nemt at det næsten ikke kan kaldes en opskrift – men jeg skriver den her på bloggen alligevel, for jeg anede ikke, at man selv kunne lave det så nemt, før jeg tilfældigt faldt over denne opskrift. Så måske er der andre, der også kan bruge dette tip istedet for at købe lakridsirup i dyre domme.

Det eneste du skal bruge er:

  • 170 g lakrids – jeg valgte piratos, men du kan bruge din egen favorit lakrids
  • 4,5 dl vand

Vandet kommes i en gryde sammen med lakridsen, og det bringes langsomt til kogepunktet. Det er vigtigt at du hele tiden rører i gryden, så lakridsen ikke sætter sig på bunden eller siderne af gryden og smelter fast – det vil den nemlig gerne.

Efterhånden som vandet varmes op smelter lakridsen. Skru ned for varmen når vandet koger og hold den på en rolig boblen. Når al lakridsen er smeltet, så kan du holde op med at røre, og bare lade massen stå og boble i fred.

Nu skal du nemlig have reduceret noget af vandet fra – der skal ca. være det halve tilbage – så passer det med, at du får en tyk sirup. Mens massen er varm vil den være som vand i konsistensen, men det skal du ikke lade dig snyde af – den bliver væsentlig tykkere, når den bliver kold.

Siruppen hældes på et passende glas og stilles til afkøling.

Og så er der serveret – Vanillegelato med lakridsirup – det smager alt for fantastisk – hvis man altså hører til dem, der kan lide lakrids og is sammen 🙂

S1170077