Citronmarineret kylling

I min fortsatte quest for også at lave retter, der ikke når ud over 1 million kalorier per 100 gram, er turen nu kommet til kylling og pasta. Det her er en meget skarp, smagfuld ret, der tilmed er både hurtig at lave og billig at købe ind til. Du skal dog nærmest elske citron, for det er det bærende element i smagssammensætningen her.

Ingredienser:

  • 280 g kyllingebryst
  • 2 citroner
  • 1-2 spsk honning
  • 5 fed hvidløg
  • 2 chilier (ja, jeg havde ‘kun’ 2 i huset den dag)
  • Salt
  • Peber
  • Tabasco Sauce
  • Soya
  • 1 pakke babymajs
  • 1 løg
  • 200-250 g spaghetti
  • 1 bundt persille
  • Revet ost (her var det en chiligouda, den passede rigtig godt til)

 

Siden kyllingen skal ligge godt og trygt og gerne længe i marinade, er det det første du laver, gerne 4+ timer før du skal spise. Længere gør absolut intet. Pres saften fra de to citroner, hak chili og hvidløg til fine små stykker, og skær kyllingen i passende stykker, gerne lidt tynde og aflange, hvis det skal være fancy (gammeldags firkanter ødelægger vist heller ikke retten… Tror jeg).  Jeg må vel også hellere her sige, at er du ikke super meget til chili, så er det også nok med 1… Eller uhah, endda 0. Men chili og citron sammen giver en virkelig intens smagsforstærkende effekt… Og det er godt!

 

 

Tag en plastikpose, og kom ingredienserne i den. Citronsaft, chili, hvidløg, kylling, et generøst skvæt tabasco, endnu mere soya, og lidt honning. Drys med rigeligt friskkværnet peber (elsker I ikke bare de her totalt relative anvisninger?).

Bind nu en knude om posen, og kom den i køleskabet. Er du lidt til at nusse om din mad, så er du sikkert sådan en, der gerne vil kigge til marinaden hver halve time, og lige klappe posen og vende den om hver gang, bare fordi den fortjener det.

 

 

En rigtig god ting ved citronsaften, er også at den mørner kødet – det bliver simpelthen mere mørt og lækkert af at stå og trække i saften, og smelter endnu mere på tungen. Ok, det kan kylling allerede gøre i forvejen, men det virker godt til al slags kød. Derudover er langtids-marinader generelt et hit her, da kødet får god tid til at opsuge saft og kraft, og man kan variere smagsudtrykket rigtig meget.

Læg mærke til kødets udseende på nedenstående billede, hvor posen har fået 4 timer i køleskabet – det ser nærmest helt kogt ud – et tegn på at citronsaften har forvandlet kødets tekstur og er trængt godt ind.

 

 

Herfra er der så ikke længe til at du kan servere maden. Varm vandet til pastaen op, hak løget i halve eller hele skiver, og skær babymajsen over i 3-4 bidder. Varm noget olivenolie (eller smør, hvis du synes) op på en pande under mellem varm, og steg babymajs og løg under flitting omøring, især senere, så det ikke brænder på. Majsen skal gerne være svitset brun, og løget fra gennemsigtig til brun. Tag det så af panden og lad det vente i en skål.

Efter at pastaen er kommet i gryden nu, kommer du så hele marinade posens indhold på en forvarmet pande ved høj varme, og rører flittigt rundt. Det bliver en kogende oplevelse, og meningen er at væsken skal reducere lige tilpas meget ind. Ideelt set sådan, at der er en rest af væske tilbage, der ikke klæber til kyllingen, men så heller ikke mere. Vær ret opmærksom på dette punkt, for når reduceringen er næsten færdig går det hurtigt.

 

 

Tænk ikke på at kyllingen når at blive stegt – det gør den ikke, hvis du gerne vil have marinaden med. Og det er også ok, for du får al smag og mørhed med på denne måde.

Når kyllingen er næsten klar, vender du babymajs og løg ud over, blander det sammen, og er nu klar til at servere.

 

 

Serveres med revet ost og hakket persille on top. Skræmmes du ikke af kulhydrater, og skal have det til at række længere, så kan du også servere brød til. Simpelt koldt vand eller en blød, kold øl, går fint til denne ret, og der er lige og lige nok til to personer.

 

 

Ikke rocket-science at lave, men simpel, god, og smagfuld 🙂

Tagged , , , , . Bookmark the permalink.

3 Responses to Citronmarineret kylling

  1. Alice says:

    Sikke da en herlig side, jeg her kom ind på, da jeg ledte efter ideer til en tøsefrokost. Dejlige og gode kommentarer, fantastiske billeder. Jeg har nu ‘tegnet’ abonnement på jer og glæder mig til at efterprøve Osso Buco i morgen og de små tapas dimser i næste weekend. Gode hilsner, Alice i Aarhus

  2. Stanley Olsen Olsen says:

    Takk for en super herlig side, skal til at lave 4 fade med kolde anretninger, glæder mig at prøve denne side, som inspiration.
    Med venlig hilsen Stanley fra Skopun Færøerne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *