Reje Crostini

Denne her ret kan jeg på ingen måde tage æren for – det er en af Jamie Olivers – men den er rigtig lækker, og er blevet en favorit her i huset, så den kommer med på bloggen. Ud over at være rigtig dejlig og fuld af smag, så er den også virkelig nem og hurtig at lave.

Til 2 personer skal du bruge:

  • 4 små skiver brød – baguette eller ciabatta
  • 8 tigerrejer
  • 1-2 friske røde chilier
  • 2 fed hvidløg
  • et tommelfinger stort stykke ingefær
  • saften fra 1 citron
  • olivenolie
  • salt og peber
  • en håndfuld bredbladet persille.

Rejerne pilles – hvidløg og chili skæres i tynde skiver – du kan evt. fjerne kernerne fra chilierne, hvis du ikke vil have din ret alt for stærk. Ingefæren skrælles og rives fint. Citronen presses og persillen hakkes.

så er alting klar til at komme på panden, men inden da er det en god ide, at gøre dit brød klar, for når først du starter stegningen, så går det stærkt. Brødet kan ristes på en brødrister eller i ovnen alt efter hvad du foretrækker.

Når brøddet er klart, kan du varme din pande op – den skal være rigtig godt varm- og tilsætte et par spiseskefulde god olivenolie sammen med rejer, chili, ingefær og hvidløg. Svits ved høj varme i ca. 3 min – det her punkt kan godt være lidt hårdt, hvis du ikke har en virkelig god emhætte, for alle chiliens æteriske olier frigives ved den høje varme, og det er noget der svider i øjne og svælg. Men man må lide for den gode smag 😉

Når rejerne er godt svitsede slukker du for blusset og tilsætter citronsaften – det vil bruse godt op – vend rejerne rundt i citronsaften og tilsæt så lidt mere af den gode oliven olie – bare så der lige er en smule “sauce” omkring rejerne. Tag panden af varmen og giv rejerne et drys salt og peber, og tilsæt så til sidst den hakkede persille og vend rundt.

Anret 2 rejer på hvert stykke brød og server med det samme, mens de er dejligt varme. Et glas iskold tør og klar hvidvin er en fremragende ledsager til denne lille forret.

 

Tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *