Chorizo one-pot

Jeg kunne have været lidt doven og kaldt den her ret for en chorizogryde, men siden min sidste ret hed linsegryde, og vi allerede har en chorizo-chiligryde, så ville jeg hellere demonstrere stor… kreativitet. Begge retter minder ellers en del om hinanden uden at dele mange ingredienser – chorizogryde er også lavet som one-pot, den er enkel, hurtig at lave, smagfuld og meget mættende. God efterårs og vintermad – måske ikke ‘fin’ nok til gæstemad, men føles alligevel lidt som luksus hvis du laver den som en hverdagsret. Alt i alt, what’s not to like?

Ingredienser

  • 200 g røget chorizo pølse (Aalbæks røgede jalapeño chorizo er et hit)
  • 2 peberfrugter
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 porre
  • 300 g champignon (eller hvad der nu er i en stor pakke)
  • 6-8 fed hvidløg
  • 1-2 løg
  • 400 g ærter
  • 3 dl ris (her basmati, men smag og behag)
  • Grøntsagsbouillon
  • 3x kyllingebouillon/fond
  • 0.6 dl vand
  • Salt
  • Peber
  • Paprika
  • Tabasco
  • Soya
  • 1 bundt persille
  • Olivenolie til stegning

Afmål ris, vand og ærter. Mange forretninger har ikke længere ekstra fine ærter, men de er de bedste – deres smag er uforlignelig i forhold til almindelige, grove ærter. ‘Fine’ ærter er nødløsningen, der kan gå an. Fjern skindet fra chorizopølsen (det kan være træls, men der er teknikker…) , skær den på langs to gange, så hvert snit derefter skaber 4 stykker. Champignoner i skiver. Løg, porre og forårsløg hakket lidt groft, hvidløg i skiver og peberfrugten i aflange strimler – evt. skåret midt over en gang så de bliver halvt så store. Gerne 1 rød og 1 gul peberfrugt, for farvernes skyld. Og så persillen hakket, så den er klar til at pynte med. Nu er det meste af arbejdet lavet.

Steg chorizoen med lidt olie på omkring 7 ud af 10 i varme. Brug gerne en tykbundet simre-gryde, din favorit one-pot gryde. Chorizoen skal skifte farve og blive mere mat-rød og blød, hvilket går forholdsvist hurtigt. På det tidspunkt tilsætter du løgene og rører rundt indtil de er blevet gennemsigtige. Champignon følger efter og der røres rundt indtil de er blevet bløde og deres afgivne væde er ved at være væk. Det skulle også have gjort løgene lidt brune, på det tidspunkt.

Hvidløg, porre og forårsløg tilsættes og der røres rundt indtil de er blevet gennemsigtige/bløde, men ikke brunede. Peberfrugten kommer i til sidst her, og får lige lidt stegning sammen med det andet, men ikke så meget at det branker grøntsagerne.

Så tilsættes vand og bouillon – jeg brugte den gode (men alt for dyre) Herbamare grøntsagsbouillon, ca. 2 tsk, men hvis det er alm. terninger du har, så måske 1-2 terninger. Og 3 terninger kyllingebouillon. Rør så det bliver opløst og tilsæt dernæst risen,  rørende rundt indtil alt er ligeligt fordelt. Krydr med salt, peber, paprika, soya og tabasco. Hvor meget soya, ja det er altid relativt for mig, men jeg bruger en del, måske op til 1 dl, det kommer sig ikke så nøjagtigt. Mht. tabasco – retten er kraftig og for nogle også stærk i sig selv, alene pga. chorizopølsen (især hvis det er jalapeño varianten) og evt. din paprika, hvis den er til den stærkere side. Så tabascoen kan udelades, medmindre du kan lide ret stærke retter. Du kan jo altid eksperimentere (nok ikke første gang du laver den) – forsigtigt.

Nu skruer du ned til ca. 2 ud af 10 i varme og kommer låg på. Det er nu retten skal simre og risene koges bløde og suge den kraftige smag fra væden. Du må helst ikke løfte på låget i den process, for så kommer gryden nemt af kog. Find den helt rigtige temperatur, så skal du bare vente i 20 minutter og nyde duften, der breder sig. Derefter løfter du hurtigt på låget og hælder (optøede – de må endelig ikke være frosne på det her tidspunkt) ærter ved, låg på igen, slukker for varmen og lader det trække yderligere 10 minutter. Derefter er retten klar til at blive serveret, efter en god omrøring.

I virkeligheden passer rigtig mange (alkoholiske) drikkevarer til den her ret – mørk øl, lys øl, rødvin, hvidvin, rosé, det er meget taknemmeligt. Selvom jeg nok mest er et rødvinsmenneske, så ville jeg sige at en frisk rosé med en vis dybde er fortrinlig til, det samme med hvedeøl. Men ja, der er mange muligheder.

Servér pyntet med persille og evt. med noget lyst brød til.

Tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *