Det går lidt langsomt med nye opskrifter her for tiden, da vi har travlt med at overtage verden med salg af hjemmelavet rabarbersaft… Men bare rolig, vi har ikke glemt vores madblog, og her er en sommerlig ret fyldt med saft, kraft og grøntsager.
Bulgurkylling:
- 500 g kylling (brystfilet eller inderfilet)
- 3 dl hel bulgur (grove og store, ikke de små)
- 2 snackpeber
- 2 porrer
- 2 æbler (gerne syrlige/faste)
- 400 g champignoner
- 200-300 g ekstra fine ærter
- 2-4 cayenne chilier
- 1 løg
- 4 fed hvidløg
- ca. 50-80 g soltørrede tomater
- Salt
- Peber
- Mango-karry krydderi blanding (en blanding af frugt og mild karry)
- Sweet Chili Sauce (Lingham’s her)
- Paprika
- 3 bouillon terninger
Marinade:
- 1-2 spsk honning
- 2 citroner
- 1 spsk Worshestershire Sauce
- 2 spsk balsamico
- 1 spsk tabasco sauce
- 5 spsk soya
- 5 fed hvidløg
- Salt
- Peber
Dagen før maden skal serveres, skæres kyllingen ud i tern, og der laves en marinade til som stykkerne så skal hygge sig i natten over. Marinaden laves med saften fra 2 citroner, et godt skvæt soya, balsamico, tabasco, Worchestershire Sauce, 5 fed hvidløg skåret i skiver, honning, salt og peber. Det blandes sammen med kyllingen i en plastikpose, der lukkes og stilles i køleskabet. Det var alt du behøver at gøre den dag – nu trækker kyllingen saft og kraft fra blandingen.
Dagen efter starter madlavningen med at rense og skære grøntsagerne. Skær porrer, løg, snackpeber, chili, champignon og hvidløg i skiver, og æblerne i tern (bare lad dem beholde deres skræl).
Ovnen varmes op til 200 grader, og blandingen af kylling og marinade kommes i et fad, der skal være i ovnen indtil marinaden er reduceret med ca. det halve eller lidt mere. Det tager 20-30 minutter i ovnen.
Næste skridt er bulguren. Bring 6 dl vand i kog i en gryde sammen med bouillonterningerne og lidt salt. Hæld bulguren i, sammen med de soltørrede tomater, som er skåret ud i strimler. Det skal koge under låg og svag varme i ca. 12 minutter.
Imens steges alle grøntsager bortset fra champignoner og ærter møre og gennemsigtige i en pande – de må gerne blive let brunede, men så heller ikke mere.
Når kyllingen er færdig i ovnen, kommes den oveni grøntsagerne, sammen med det resterende marinade, champignoner og ærter. Det hele blandes sammen og simrer indtil champignonerne har afgivet deres vand og smagen fra marinaden har blandet sig med resten. Der krydres med paprika, salt, mango-karry og peber.
Til sidst hældes blandingen sammen med bulguren og de soltørrede tomater, og der smages til som du lyster, med tabasco, soya, sød chilisauce, Worcestershire Sauce og krydderier. Retten skal gerne være ganske fugtig, og have en kraftig, varmende smag.
Serveres med hvidvin eller øl til. Meget gerne en belgisk, lys hvedeøl. Du kan også servere det sammen med noget godt, lyst brød, hvor brødet kan bruges til at tørre efter med, for at få al væden med fra tallerkenen – for ja, det skal gerne smage så godt at du må have alt med.
En enkel, sund og velsmagende ret. Burde være nok til 4 personer.
Ku så godt li at vide hvor I bor. Tror nok, at jeg har mødt jer . Fnis fnis…..
Jamen, vi bor i Århus, og står på Ingerslev Torv hver onsdag og lørdag i sommeren med den her rabarbersaft, måske du har set os der 🙂
Okay den sandwich ser dælme god ud. ! den må prøves.