Brunede kartofler

En rigtig klassiker, især til julemaden, så den fortjener sit eget indlæg her under ’tilbehør’. Mængdeangivelserne nedenunder skal lige tages med det forbehold, at de kommer meget an på hvad der ellers serveres. Her går jeg ud fra at der både er almindelige og brunede kartofler, og at der er 4 personer, der godt kan finde ud af at spise halvt/halvt i hvert fald, uden at give efter for fristelsen til at tage for mange ‘gode’ kartofler…

Ingredienser: 

  • Ca. 650 g små kartofler
  • Sukker
  • 25 g smør

Brunede kartofler ingredienser

 

Kartoflerne skal koges noget tid i forvejen, så de kan nå at blive pillede og køle af før de skal bruges. Er de varme når de kommer på panden, bliver de alt for klæge. På den anden side skal de heller ikke køle for hurtigt af eller tage imod fugt (køleskab), så ideelt stiller du dem nogle timer til afkøling i entreen, kælderen eller hvad du nu har. Det er vigtigt at have det helt rigtige udgangspunkt til de brunede kartofler. Du må slet ikke engang TÆNKE på at købe færdige kartofler på glas til det her. Bare små, runde, almindelige kartofler, som kan købes de fleste steder.

Bare rolig, brunede kartofler er ikke ‘‘ svære at lave, men det kan variere rigtig meget hvor brunede/gode de bliver. Det er et spørgsmål om tålmodighed, indsats og at man er opmærksom.

Brug en pande, der kan have alle dine kartofler på sig på en gang, uden at de er stablet. Dæk den med et godt lag helt jævnt fordelt sukker, så man ikke kan se bunden, og varm den op på fuld varme. Du skal ikke gå til og fra køkkenet nu, eller begynde at sms’e/snakke/drikke alt for meget, medmindre du vil have katastrofemad – nu skal maden både have din fulde opmærksomhed samt din bedste (træ) paletkniv.

Når sukkeret er smeltet, dvs. er blevet flydende og gennemsigtig (kanterne vil ikke være smeltet endnu, det er også ok), og før det brænder på (timing er vigtig…) så kommer du en lille klat smør på, og rører den rundt i sukkermassen, indtil den er helt blandet sammen. Der må ikke gå for mange sekunder fra det punkt, til du kommer kartoflerne i, ellers får du en sort, afbrændt og ildelugtende sukkermasse, og ditto kartofler.

Når kartoflerne tilsættes, rører du i dem ca. hele tiden og fordeler sukkermassen på dem. Konstant omrøring og kælen for kartoflerne er nøgleordene nu, ca. hver 15-30 sekund vender du dem med din paletkniv og ‘øser’ sukkermasse på dem. Efter de første to minutter, ser det hele sådan her ud:

 

 

Kartoflerne er stadig lidt kolde, og tager ikke godt imod sukkeret endnu. Mange vælger at stoppe her, og servere let brunede kartofler – eller de snyder for vildt, og bruger sovsekulør. Det er ikke kun snyd, man får heller ikke sukkersmagen rigtigt med. Det er naturligvis fair, hvis man ikke er til den smag, men så er spørgsmålet hvorfor man overhovedet laver brunede kartofler in the first place…

Så vi fortsætter nogle minutter endnu, under konstant bevågenhed/omrøring/kærlighed, og så ser det hele sådan her ud:

 

 

Læg mærke til farveforskellen, men også til reduceringen af sukkermassen. Den bliver mindre, og begynder at klæbe godt til kartoflerne nu. Det kan den især nemt gøre, fordi det er pillede kartofler. Dette niveau ville være nok til de fleste, og man kan jo også få for meget sukker på kartoflerne, men personligt vil jeg gerne have MERE! Så de fik yderligere nogle minutter.

Det er så her man virkelig skal være påpasselig og hurtig til at stoppe dem, for de kan også få FOR meget, hvor sukkeret bliver sort og afbrændt, især hvis man ikke konstant flytter sukkermassen med sin paletkniv. Når det ud over det punkt, som kan ske lynhurtigt, så er den del af retten faktisk ødelagt. Så det skal man nok passe lidt på med, hvis det er første gang. Men hvo intet vover, ingen helt brunede kartofler får:

 

 

Når de er færdige, så skal de serveres straks – det hele skal gå ret hurtigt herfra. Kolde brunede kartofler er dels trælse, dels utroligt klæbende, klæge og ja… trælse. Sukkeret skal være blødt og varmt. Så alt andet skal være klar til servering, og så skal der spises og ikke tages en masse billeder til madbloggen…

 

Tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *