Taco buffet

Det kan godt være det er midt i juletiden, men specielt julede er vi nu ikke (ja ok, der kommer dog en julemenu senere, kan jeg godt afsløre…), så vi lavede mexikanske tacos for nylig, med en bland selv buffet af tilbehør. Tacos er sjove at sammensætte og lækre at spise – men nok ikke egnet som menu på 1. date (hint – ‘man’ kan ikke spise dem alt for graciøst).

Kødsauce:

  • 400 g oksekød
  • 2 løg
  • 4 hvidløgsfed
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpuré
  • Paprika
  • Ketchup
  • Soya
  • Salt
  • Peber
  • Balsamico eddike
  • Flydende chili
  • Rosmarin
  • Olivenolie

Kylling:

  • 280-400 g kylling (uden tilsat lage – ‘naturligvis’)
  • 1 chili
  • 1 løg
  • 4 hvidløgsfed
  • 1-2 lime
  • Soya
  • Karry
  • Salt
  • Peber
  • Olivenolie

Buffet:

  • 10-12 taco’s (1 pakke normalt)
  • Smøreost (gerne med krydderurter – brugte jeg til at smøre indersiden af tacoen med)
  • 2 chillier
  • Jalapenos
  • Salat
  • Ketchup
  • 1 pakke/dåse kidneybønner
  • 1 peberfrugt
  • 1 dåse ananas i skiver (eller frisk ananas, men her er det egentlig godt de er bløde)
  • 1/2 agurk
  • 7-8 hvidløgsfed
  • 1 dåse majs
  • Creme/Cheasy fraiche (men aldrig vil jeg indrømme at Cheasy fraiche kan gå an…)
  • 2 avokadoer
  • Salsa (vi havde en ananas salsa, men alt muligt du kan lide er passende. Kan også nemt laves selv)

Taco buffet ingredienser

Traditionelt passer kylling og oksekød godt til taco’s, og denne opskrift er ret traditionel, så den er baseret på kødsauce og stegt kylling som det primære i tacoerne. Først laver vi kødsaucen, så den kan få lov til at simre så lang tid som muligt. Pil hvidløg og hak løgene fint. Kom noget olivenolie i en gryde og varm op til det bobler. Tilsæt de hakkede løg ved høj varme og rør i dem indtil de er gennemsigtige og brunlige. Tilsæt hakkekødet og rør godt. Er du som os, kan du bedst lide, at der ikke er strimler af hakket kød i din ret, men at det hele derimod er godt mast ud og jævnt. Det gør du bedst med en ske, hvor du hele tiden rører og presser i det, mens kødet steger.

Taco buffet tilberedning 3

Når væsken er ved at være helt forsvundet fra blandingen, og kødet er ved at blive brunt, tilsættes et godt skvæt soya, og det hele røres rundt igen. Det er også nu du kommer hvidløg i, enten pressede eller i små stykker, alt afhængigt af humør (mit eget humør svinger meget… med det altså). Efter 1 minut yderligere kommer du hakkede tomater og tomatpuré til, og skruer ned til simrevarme (1-2). Kom låg på, og rør i det nu og da, mens du laver andet. Efter en halv time, kan du begynde at smage til med ketchup, soya, salt, peber, paprika, flydende chili, balsamico eddike og rosmarin, og i mellemtiden kan du forberede resten af maden. Næste skridt er at hakke de resterende grøntsager og anrette dem på tallerkener, fade eller hvad du nu synes er passende. Avokadoerne skæres i skiver, 2 chilier skæres i ringe,  tomater, agurk, peberfrugt og ananas i tern, bønner drænes og kommes i en skål (du kan også komme dem direkte i kødsaucen og lade dem koge med, men her foretrækker jeg dem ovenpå). Samtidig tænder du op for ovnen, så den er klar til dine taco skaller. Når kødsaucen er ved at være smagt til, er det tid til at lave kylling. 1-2 løg skæres i runde skiver, de samme gør du med 4 hvidløg og den sidste chili. Kyllingen skæres i aflange strimler,  1-2 lime skæres midt over.

Taco buffet tilberedning 1

Kom olivenolie på en pande og varm den op under middelhøj (4-5) varme. Når olien bobler kommer du 2-3 tsk karry (vi bruger stærk, men det er jo et frit valg… endnu) på panden og rører det sammen med olien. Når det begynder at lugte brændt og kraftigt, kommer du kylling og løg på, mens du hele tiden rører rundt. Lidt senere, når løgene er gennemsigtige og kyllingen hvid, kommer du så chili og hvidløg til, og steger det hele mens du vender konstant. Når kyllingen er blevet brun og og lige før den er crispy, hælder du saften fra de limes du bruger ved, og rører hele tiden rundt. Når væden fra det er fordampet, er retten færdig og kan anrettes i en skål.

Taco buffet tilberedning 2

Imens har du også dækket bord og kommet tacoerne i ovnen, sådan at de er klar til at tage ud når kyllingen er færdig – det hele skal jo gerne serveres varmt. Du kan også nøjes med at lave halvdelen i ovnen, og så varme resten løbende mens I spiser. Det er bare ikke helt så afslappende. Denne ret er nok til 2-3 mennesker, og kan nemt brødføde flere ved bare at øge mængderne af ingredienser, uden at det er den grund tager meget længere tid i køkkenet.

Taco buffet færdig

Serveres med en god, kold mørk øl. Da vi har været så heldige at få øl leveret fra Belgien af en ven, kunne jeg servere en Corsendonk og en Westmalle Trappist Dubbel til. Førstnævnte var bedst, og skal helt sikkert indkøbes igen. Og nu er det, at man skal være kreativ og sammensætte sine tacoer med det man kan lide, samtidig med at man skal jonglere med hvor meget fyld man kan spise uden at skulle bruge endog meget køkkenrulle. Sidstnævnte fejlede naturligvis som altid, men lækkert var det 🙂

Taco buffet

Tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *