Grøntsagslasagne

Egentlig er navnet på denne ret noget misvisende, for det får nok de fleste til at tro, at det er en vegetarisk lasagne – det er det ikke, det er såmænd bare en lasagne der indeholder flere grøntsager end den almindelige bolognese variant.

Grøntsagerne gør naturligvis lasagnen noget sundere og mere kcalorie fattig, men jeg synes på ingen måde, de gør den dårligere – tværtimod giver en de rigtig fin smag og struktur.

Til et stort fadfuld lasagne der burde kunne mætte 4 personer skal du bruge:

  • 350-400 g. hakket oksekød med lav fedtprocent
  • 1 pk bacon i skiver
  • 1 løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 1 pk champignon
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 gulerødder
  • 200 g. hvidkål
  • 1 lille dåse majs
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomat koncentrat
  • lidt olivenolie
  • paprika
  • salt
  • peber
  • soya
  • flydende chili
  • 1 bøtte mornaysauce
  • lasagneplader

Start med at tænde din ovn på 200 grader.

Så skal du have forberedt ingredienserne til saucen. Løg og hvidløg hakkes fint. Peberfrugten skæres i strimler eller tern som du nu synes er mest passende. Champignonerne renses og skæres i kvarte. Baconen skæres i passende tern og gulerødderne rives på den grove side af et råkostjern. Hvidkålen skæres i fine strimler – det er vigtigt, at der ikke er for store/grove stykker hvidkål – det vil forstyrre oplevelsen af den færdige sauce, da de ikke vil blende så godt ind i helheden.

Så er du klar til at få gang i saucen. I en god stor stegegryde kommer du en smule olivenolie – heri sauteres først løget ved god varme. Når løget er gennemsigt men inden det tager farve kommes bacon og det hakkede oksekød i gryden og det svitses godt. Jeg tilsætter både hvidløg og paprika, salt og peber her, jeg kan godt lide at få krydderierne “brændt af” – men man kan også vente til senere med at krydre.

Når kødet er godt stegt, kan du begynde at tilsætte grøntsagerne. Start med champignonerne og steg dem ved god varme, så de afgiver deres væske og bliver lækre og brune. Herefter tilsættes den røde peber, og der svitses til den begynder at blive blød. Til sidst kan du tilsætte de revne gulerødder og hvidkålen. Der svitses fortsat indtil gulerødder og hvidkål er faldet sammen og begynder at blive møre.

Nu kan du så tilsætte de hakkede tomater og tomatkoncentraten. Smag til med flydende chili og soya og evt mere salt, peber og paprika. Lad saucen småkoge indtil den er jævn og tilpas tyk – det tager ikke længe. Til sidst tilsættes majsene, de skal ikke koge med, så koger de bare helt ud.

Når saucen er tilpas griber du et passende fad, for nu skal lasagnen lægges sammen.

Start med et pænt lag sauce så bunden af dit fad er godt dækket. Herpå hælder du lidt mornay sauce – og her er jeg nødt til lige at forklare den færdigkøbte sauce. Jeg er fuldt ud klar over, at man selv kan lave en mornaysauce – det er også forsøgt naturligvis – og med godt resultat – men ak, ikke helt så godt som denne her færdige.

Det er jo egentlig forfærdeligt, men når man nu engang er vant til, at det er sådan her mornaysauce skal smage, så er det bare svært at vænne sig af med det igen. Jeg bruger meget få færdig produkter i min madlavning, for jeg synes egentlig, at man kan lave tingene bedre selv, og jeg kan virkelig godt lide at vide, hvad der er i min mad – men lige med mornaysauce gør jeg altså en undtagelse – endnu 😉

Hvis man gerne vil spare lidt på kcalorierne så kan man fint bruge den lette variant af mornaysauce – det har jeg tit gjort med held.

Nå, videre med sammenlægningen af lasagnen. Ovenpå mornaysaucen kommes nu så mange lasagneplader som din form tillader, og sådan fortsætter du til fadet er fyldt eller alt saucen er brugt. Slut med et lag sauce og mornaysauce øverst.

Sæt lasagnen i ovnen og bag den ca. 30 -40 min til den er boblende gylden og lækker.

Server med en dejlig grøn salat eller et godt stykke brød – og med et godt glas rødvin, så har du noget så vidunderligt som en “slankende” ret, der slet ikke smager som en sådan.

 



 

Tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *