Chilimarineret kalvekød i wok

Selvom man er handicappet umådeligt ved ikke at have gasblus, når man skal lave wokmad, så kan det faktisk blive helt godt alligevel.

Denne ret indeholder meget chili, men man skal ikke lade sig afskrække – den er ikke SÅ vildt stærk – sukkeret mildner den en del, men man skal selvfølgelig nok ikke kaste sig over den, hvis man slet ikke er til stærk mad. Evt kan man undlade sambal oelek i marinaden.

Du skal bruge:

  • 300-350 g kalvekød
  • 5-6 friske røde chilier
  • 4 fed hvidløg
  • ingefær – et stykke på ca. 5 cm
  • 1 spsk rød curry pasta
  • 2 tsk sambal oelek
  • frisk basilikum
  • olivenolie
  • 250 g. champignon
  •  gulerødder 2-4 alt efter størrelse
  • 2 -3 forårsløg
  • ½ broccoli
  • 1 pakke sukkerærter
  • soya
  • fishsauce
  • sukker

Først skal du lave marinaden til kødet. De friske chilier skæres i tynde ringe – med kerner, hvidløget hakkes meget fint eller presses og ingefæren rives fint.

Det hele blandes i en passende skål med 2 tsk sambal oelek, 1 spsk rød curry pasta og 6 spsk olie – snit også en lille håndfuld basilikumblade og tilsæt dem.

Nu skal du så have fat i dit kød. Som det kan ses på billedet, så valgte jeg kalveschnitzeler som jeg så selv skar ud i passende stykker. Man kan selvfølgelig sagtens købe det, som butikkerne kalder “wokstrimler” – det vigtige er bare at kødet er skåret tyndt nok, så hvis de er for tykke så del dem på langs.

Så putter du kødet i marinaden og roder godt rundt og stiller det på køl – mindst 1 time – men meget gerne længere.

Når kødet har marineret længe nok, så sætter du allerførst en stor gryde med vand over til dine nudler.

Så skal du have snittet alle grøntsager – tyndt og fint – og stil så alle ingredienser klar indenfor rækkevidde og fyr op under wokken – fuld skrue – jo varmere den kan blive jo bedre.

Hemmeligheden bag god hjemmelavet wok mad er at kun stege lidt af gangen. Hvis man putter alle ingredienser i på én gang, så sænker man temperaturen i wokken så meget, at tingene bliver kogt i stedet for stegt.

Jeg stegte  af 5 omgange.

For at holde det færdige varmt, mens resten bliver stegt, så find en god stor gryde frem og stil den på ganske svag varme. Så kan du fylde det færdige mad derover efterhånden, så holder det sig lunt uden at stege videre.

Når din wok er rigtig godt varm, så kommer du 1 spsk olie, 1 spsk fishsauce, lidt soya og 2 tsk sukker i den – det bruser voldsomt op. Put en håndfuld kød i og rør rundt – så en lille smule af hver af dine grøntsager.

Rør hele tiden i wokken, så ingredienserne er i bevægelse og ikke kommer til at stå og koge på bunden. Det skal kun have ganske kort tid – 2-3 min  – hele tiden i bevægelse.

Når det er tilpas, så hælder du det over i gryden.

Og så gentager du ellers proceduren med en ny omgang olie, fishsauce, soya og sukker i wokken.

Når alt er stegt – og du forhåbentlig har husket at koge dine nudler også, så kommer du både dem og kød og grøntsager tilbage i wokken og rører godt rundt. Pynt med en håndfuld basilikumblade.

Server med et stykke godt brød – og evt ledsaget af en iskold mild hvedeøl.

 

Tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *