Foccacia med ost

Dette brød opfandt jeg, for at få brugt resterne fra min ostepizza den anden dag. Jeg havde et stykke fontina og et stykke gruyere til overs – i alt ca. 125 g ost, som jeg gerne ville have brugt til noget.

Det blev til dette brød, og siden jeg blev godt tilfreds med resultatet, så kommer opskriften her.

Hvis du ikke lige har ost af de typer, som jeg havde, så tror jeg alle oste af emmentaler typen eller cheddar også ville egne sig fint.

du skal bruge:

  • 5 dl vand
  • 20 g gær
  • 1½ tsk salt
  • 600 g mel – meget gerne tipo “00” mel
  • 125 g ost i små tern
  • soltørret tomat – hakket
  • groft salt
  • frisk hakket rosmarin

 

Gæren røres ud i vandet sammen med saltet. Melet røres i lidt efter lidt. Det er en meget våd og klistret dej, og sådan skal den være, så den skal ikke ud på bordet og æltes. Bare rør den rigtig godt sammen i skålen. Når du er tilfreds så tilsætter du ost og soltørret tomat og rører rundt, så det bliver nogenlunde jævnt fordelt i dejen.

Så skal dejen stilles til hævning et lunt sted i mindst 2 timer. Hvis du har god tid, så lad den bare stå længere, det bliver den kun bedre af.

 

Tænd ovnen på 200 grader ca. en halv time inden, du vil bage brødet – så er du sikker på, at den er ordentlig varm.

Når dejen er færdighævet, ligger du et stykke bagepapir på en bageplade og hælder dejen direkte ud af skålen og ned på pladen.

Dejen er stadig meget klistret og ikke til at røre meget ved, så du fordeler den bare, så godt du nu kan med en grydeske. Det gør ikke spor at den er ujævn og bulet – det skal den være – det er en del af charmen ved foccacia – det er sådan lidt rustikt i udseendet.

Så drypper du dejen med lidt – eller meget – god olivenolie og drysser groft salt og frisk hakket rosmarin udover.

 

Så skal den i ovnen – ca. 25 min  – men hold øje med den. Den er færdig når den er gylden og boblende på overfladen og sprød og let brun i kanten.

Lad det køle af et par minutter og skær det så ud i passende stykker, og server det til en lækker pastaret eller anden mad der gerne vil ledsages af et godt brød.

Dejligt sprødt og sejt brød med smeltende blød ost og en dejlig smag af den friske rosmarin

Tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *