Hotdogs

Inspireret af at man flere og flere steder kan få en såkaldt “gourmet hotdog” og at der nu om dage afholdes DM i hot-dog, så synes jeg, det kunne være sjovt at lave mine egne hotdogs, hvor alt er hjemmelavet.

Bortset fra pølserne, that is –  og ja, jeg véd godt det er sølle – og det er også næsten pinligt at kalde det hjemmelavet, når man har købt pølserne, men jeg har ikke mod på eller udstyr til at lave dem selv. Det kan være det kommer.

Men i dette indlæg får du opskrifterne på mine hotdogbrød og alt tilbehøret.

Først brødene – jeg har prøvet tidligere at lave nogle grovere (sundere) brød fordi jeg tænkte at det ville smage bedre med et brød med lidt mere karakter. Men i virkeligheden bliver det bare for tungt – og alt for mættende. Så denne gang er det de helt klassiske hvide brød der er på programmet.

 

Af denne portion bliver der 8-10 brød alt efter hvor store du vil have dem:

  • 2 dl mælk
  • ½ halv pakke gær
  • 1 tsk salt
  • 1 æg
  • 1 spsk olie
  • 6-7 dl mel
  • evt et æg til pensling

 

 

Kom mælken, gæret, saltet, ægget og olien  i en skål og rør tingene godt sammen, så gæren opløses.

 

Hæld melet i og ælt det hele sammen. Det er en ret våd dej, så det er nemmest i en rørmaskine, hvis man har sådan en. Ellers kan en el-mikser med dejkroge bruges.

 

Lad dejen hæve en halv time – eller mere hvis du har god tid eller har travlt med noget andet.

Når du er klar til at lave brødene tager du dejen ud  på et meldækket bord og del den i 8 -10 stykker.

Du skal endelig have rigeligt mel på bordet, for det er en meget våd dej. Grunden til dét er, at jo mindre mel du kan slippe afsted med at putte i  jo luftigere brød.

Form hvert dejstykke til aflange pølsebrød efter bedste evne – mine var vinde og skæve og allesammen forskellige – men det er en del af charmen – siger vi.

Måske er du bedre til det?

 

 

Du skal endelig ikke fortvivle, hvis du synes de ser meget små ud. De hæver rigtig meget i ovnen.

Brødene skal gerne efterhæve på pladen i en halv times tid.

Så kan de pensles med æg eller mælk og så skal de i ovnen – ca. 15 min ved 200 grader …ikke noget med varmluft.

 

Det var så brødene – men der skal jo lidt mere til en hotdog 🙂

Hjemmelavet ketchup

2 slags sennep

Hjemmelavet Remoulade

 

Derudover kræver en klassisk hotdog da ristede løg!

Dem kan man med stort held lave selv – indrømmet det tager noget tid. Men de smager virkelig godt, så jeg synes det er besværet værd.

 

Du skal bruge:

  • 1 -2 løg
  • olie
  • lidt mel
  • salt


 

Løgene skæres i tynde ringe – det er virkelig nemt hvis du har et mandolinjern, men kan selvfølgelig også gøres i hånden.

Det er rigtig vigtigt, at det er tynde skiver – ellers får du bløde løg i stedet for sprøde.

Et par spiseskefulde mel puttes ud på en tallerken og deri kommes et godt drys salt – vær ikke nærig.

Løgringene skilles omhyggeligt fra hinanden og vendes i melet, hvorefter de lige rystes så overskydende mel drysser af.

Nu er de klar til at blive stegt.

 

 

I en gryde puttes nu olien.

Hvor meget man skal bruge afhænger af grydens størrelse, men der skal være rigeligt olie til at løgringene kan “svømme”.

Olien varmes op – her er det lidt en fornemmelses sag hvornår den er varm nok. Man må prøve sig lidt frem. Hvis det bruser op når løget kommes i gryden og derefter syder stille om løgringen – så er det perfekt.

Løgene kommes i gryden lidt af gangen – det er ikke en god ide at putte for mange i på én gang. så sænker man nemlig temperaturen på olien for meget, og løgene bliver kogt i stedet for stegt.

Mens de er i olien skal der holdes øje med dem – det går rimeligt hurtigt. De skal være godt stegte og mørkebrune inden du tager dem, op ellers ender de med at blive bløde.

Når de er tilpas tages de op og kommes på en tallerken med fedtsugende papir. Igen vigtigt – ellers bliver de bløde. De må også kun ligge i ét lag…ellers bliver de også bløde. Ja – de ér faktisk lidt besværlige 😉

 

Til gengæld smager de fremragende når de er helt rigtige – meget kraftigere og bedre end dem man kan købe.

Når de er blevet kolde kan de knækkes forsigtigt i mindre stykker og kommes i en egnet beholder.

 

Til en rigtig hotdog hører der også gammeldags agurkesalat – til det skal du bruge:

  • 1 agurk
  • 2 dl eddike
  • 1 dl sukker
  • 1½ dl kogende vand
  • masser af frisk kværnet peber
  • lidt salt

 

 

Først blandes lagen. Kogende vand hældes over sukkeret og eddiken blandes i sammen med et nip salt og godt med friskkværnet peber. Der røres rundt til sukkeret er opløst og lagen stilles til afkøling.

Det passer med at du kan nå at skære agurken ud i tynde skiver. Når det er gjort og lagen er kølet af – bare til stuetemperatur puttes agurkeskiverne i lagen og vendes godt rundt.

Salaten har godt af at stå på køl i et par timer inden servering, så sætter smagen sig rigtigt.

 

 

Så mangler vi bare pølserne

 

 

Når jeg nu ikke kan finde ud af at lave dem selv, så er de her 2 slags gode alternativer.

– de skal lige steges ved svag varme så de ikke sprækker.

Og som de aller sidste skal der hakkes et løg, for man skal naturligvis også have rå løg til sin helt klassiske hotdog.

Så er vi vist klar til at servere og få samlet det hele

 

 

Endnu engang valgte vi den skønne tjekkiske Kozel øl som ledsager – det passede rigtig godt.

 

Og her er vidunderet så (og det er et vidunder! – Christian)- hjemmelavet hotdog med det hele.

 

Tagget , , , , , .Bogmærk permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *