Rugbrødsmadder

Smørrebrød behøver ikke (udelukkende) være de samme gamle danske travere, så her er en hurtig præsentation af nogle varianter jeg lavede til en frokost for nylig, til fri inspiration. Lidt ligesom med pizza, så kan det faktisk være ret kreativt at fundere over hvad man kan gøre med et tomt stykke rugbrød. Det hjælper også hvis man er rig nok til at handle ind i Føtex…

Ingredienser:

  • 6 stykker frisk, groft rugbrød (bruger jeg, men elsker du f.eks. sønderjysk rugbrød, så bruger du bare det…)
  • 1 røget makrel
  • Purløg
  • God (‘ægte’) mayonnaise
  • 4 hårdkogte æg
  • 1 lille portion små rejer
  • Frisk dild
  • 1 pakke Salchichon pølse (eller Serrano skinke)
  • Grøn pesto
  • 1 løg
  • Smør
  • Salt
  • Citronpeber

 

De ingredienser giver os 4 varianter til frokostbordet:

 

Rugbrød med røget makrel

Kom lidt smør på brødet, kun lige nok til at makrellen ‘hænger’ ved. Du kan enten skære makrellen i meget små stykker, eller skære ét stykke til hvert rugbrød. Jeg valgte det første, for så dækker det brødet pænere, og du kan lave flere stykker. Derefter kommer du mayonnaise over makrellen (nej, det var ikke fedt nok i forvejen), drysser med  citronpeber og klipper godt med purløg over.

 

 

Rugbrød med salchichon pølse og pesto

Smør rugbrødet med grøn pesto og læg salchichon’en på. Skær nogle løgringe, og kom to ovenpå hver halve skive. Ingen ben i det, og pestoen giver en frisk, lidt fræk (i hvert fald hvis man er fra en tid før der fandtes pesto) variation i smørrebrødstemaet.

 

 

Rugbrød med æg og rejer

En klassiker, og en god en af slagsen synes jeg. Kom lidt smør på rugbrødet, og så ca. 4  skiver æg på hver halve stykke, alt afhængigt af størrelsen. Drys med salt og citronpeber, og kom mayonnaise ud over. Det lægger du så rejerne ovenpå, og til sidst klipper du noget dild fint og anretter det på toppen (hvis du ikke klipper det fint, ser det mere artsy ud, men bidrager mere til irritation over at få et halvt træ i munden, end til smagen).

 

Og her et billede af hele herligheden. Eller, lidt under halvdelen, for denne opskrift er nok til 2.5 af disse tallerkener, og det skulle være nok til at brødføde 2-3 ok sultne mennesker.

 

 

Serveres med en god øl, sodavand eller blot vand.

 

Tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *