Syltede asier

Asier er en af de ting, det virkelig kan betale sig at ofre tid og energi på at lave selv – de bliver så meget bedre, end dem man kan købe – meget mere sprøde og kraftige i smagen.

Og så er det sjovt, som det med at sylte har ry for at være meget besværligt – i virkeligheden er det utroligt nemt.

Min grundopskrift er som følger – så kan man jo selv gange eller dividere alt efter hvor mange kg asier man har:

  • 2,5 kg asieagurker
  • salt
  • vand

Og til lagen:

  • 1 l. eddikke – det skal være den klare variant
  • 500 g sukker – normalt bruger jeg rørsukker men her er hvidt sukker bedre, det giver en pænere mere klar lage
  • 250 g. skalotteløg
  • 1-2 røde chilier eller 30 g. peberrod
  • 1 spsk gule sennepsfrø
  • 1 spsk sorte sennepsfrø
  • 1 tsk hele hvide peberkorn
  • 1 tsk hele sorte peberkorn
  • 2 dildskærme
  • 1 tsk atamon 

Først skal du skrælle asierne og derefter flække dem på langs og fjerne kernerne.

så skal de gnides med fint salt og lægges i en egnet krukke eller anden beholder og så skal der kogende vand på. Det er vigtigt at asierne er helt dækket af vand. Det er en god ide at lægge noget tungt ovenpå, så de bliver dernede.

Nu skal de så stå i vandet i 6-12 timer og hygge sig.

Derefter tager du dem op og tørrer dem grundigt i et rent viskestykke og så skal de skæres i passende stykker. Jeg laver mine knap 1 cm i tykkelsen. Hvis de skæres for tyndt forsvinder sprødheden, synes jeg.

Så skal du have forberedt dine glas. Jeg bruger altid rigtige sylteglas for så er jeg sikker på at de slutter helt tæt.

De bliver først skoldet med kogende vand og derefter blander jeg 1 tsk atamon i 1 dl varmt (men ikke kogende) vand og putter i glasset. Lukker låget og ryster glasset grundigt. Nu skulle det gerne være helt fri for bakterier af nogen art. Atamon vandet hældes derefter ud.

I glasset lægges nu asie strimlerne.

Så skal der gøres klar til lagen.

Løgene pilles, chilien deles og kernerne tages ud og den skæres evt i lidt mindre stykker og peberroden skæres i tynde skiver.

Jeg laver en omgang af hver variant, men man kan jo også nøjes med den ene slags.

Den med peberrod er den klassiske som mormor lavede asier – den med chili er mere moderne. Den kommer ikke til at smage af chiili – de giver bare en smule kraft og “varme”.

 

 

Eddike og sukker kommes i en gryde og koges sammen. Når det koger tilsættes løgene og de koger med i ca. 3 min. Herefter tilsættes chili eller peberrod, dildskærmene og alle krydderierne og det koger yderligere et minuts tid.

Lagen tages fra varmen. Lad den stå et øjeblik, så den ikke er kogende længere og tilsæt så 1 tsk atamon.

Så er lagen klar til at blive hældt over asierne. Det er vigtigt at asierne er helt dækket af lage, ellers bliver de tørre. Hvis man sørger for at løgene er øverst, så kan de holde asierne lidt nede. Løgene skal alligevel ikke spises, så det gør ikke noget, hvis de stikker lidt op af lagen.

 

Nu skal asierne så stå og køle af inden man lukker glassende til. Det er vigtigt at de får lov at blive helt kolde inden man lukker – hvis det er store glas som mine, så tager det mindst 3 timer.

Herefter lukkes de til og nu skal de så stå mindst 14 dage, men meget gerne længere, og trække, så det gælder om at væbne sig med tålmodighed.

Men herefter har man så de skønneste hjemmelavede asier til hele vinteren – i hvert tilfælde i teorien – i praksis forsvinder de forbløffende hurtigt!

Tagged , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Syltede asier

  1. Anne-Sophie says:

    Hej Milena,
    Er i gang med at sylte en enkelt asie, og havde egentlig tænkt mig at følge din opskrift. Men kom så til at skære asien ud i 1 cm. brede strimler, FØR jeg saltede den. Ups. Vil de nu blive bløde, hvis jeg overhælder dem med kogende vand…? Skal jeg bare lade dem salte de 12 timer, eller evt. lade dem trække i KOLDT (salt)vand? Er så ked af måske at have ødelagt mit første forsøg. Eeeelsker sprøde asier, og de er bare ikke til at købe. Havde engang en svigermor, der syletede, men tænkte desværre ikke på at få opskriften. Håber du kan redde mine første, hjemmesyltede asier! 🙂 Vh. A/S

  2. Milena says:

    Hej Anne-Sophie,
    Jeg er ked af at jeg ikke har set dit spørgsmål før, men jeg håber du fandt en løsning, og at dine første hjemmesyltede asier blev rigtig dejligt sprøde 🙂
    Jeg må indrømme, at jeg faktisk heller ikke véd hvordan asier reagerer, hvis de er skåret ud i skiver, når man overhælder dem med kogende vand, men jeg havde nok personligt taget chancen og så bare ladet dem trække kortere tid i det varme vand.
    Men der er også opskrifter, hvor de slet ikke skal overhældes med kogende vand, men blot drysses med salt og trække, så det kunne man også vælge.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *