Italienske boller

Disse boller er ekstremt nemme at lave og rigtig dejlige – det eneste de kræver er, at du har tid til at de skal hæve længe – 6-8 timer i køleskab.

De minder i struktur og smag om ciabattabrød, hvis man bruger durummel og tipo 00 mel, som jeg gør i denne opskrift, men man kan sagtens bruge almindeligt hvedemel. Man kan også udskifte 1/3 af melet med noget mere groft mel og kerner, hvis man har lyst.

Jeg får 9 – 12 store boller af denne opskrift alt efter mit humør og hvad de skal bruges til – men man kan selvfølgelig lave dem i den størrelse, man nu synes er passende.

Du skal bruge:

  • 15 g. gær
  • 6 dl vand
  • 1 spsk salt
  • 1 spsk olie
  • 200 g. durum mel
  • 200 g. tipo 00 mel
  • 300 g hvedemel

italienske boller - ingredienser

Rør gæren med salt og tilsæt derefter vand og olie og rør rundt til gæren er opløst. Tilsæt så durummel og rør det godt ud og tilsæt derefter resten af melet lidt af gangen. rør dejen godt igennem, så der ikke er klumper af tørt mel tilbage.

Dejen vil være meget våd og grødagtig – det er sådan den skal være.

italienske boller - dej

Nu skal den så på køl. Kom plastikfilm eller låg over skålen og stil den i køleskabet 6 – 8 timer.

Når tiden er ved at være gået, skal du lige have tændt din ovn på 250 grader.

Når dejen er færdighævet, vil du have en meget luftig og stadig temmelig våd dej – med en konsistens som tyggegummi nærmest.

italienske boller - hævet dejDet er ikke en dej man kan røre ved eller ælte i – den skal bare sættes i klatter på bagepapir på en plade med en ske. Vær opmærksom på at bollerne hæver meget i ovnen, så hvis du ikke vil have dem til at vokse sammen, så skal der være god plads mellem dem – og så skal du nok have gang i 2 plader.

Jeg sætter mine på én plade og er ligeglad med at de vokser sammen – jeg synes, at det er meget hyggeligt med sådan nogle rustikke boller.

De bliver heller ikke allesammen lige store, men sådan er det med den her type dej.

italienske boller - på pladen

Pensl bollerne med sammenpisket æg eller en slat mælk inden de kommer i ovnen.

De skal bages ca. 20 min, hvis du laver dem samme størrelse som mine. De er færdige når de er fint lysebrune og lyder hult når man banker dem under bunden.

italienske boller - færdigSkønne kaos-boller – de er rigtig lækre som madbrød f.eks til tapas bordet, som morgenbrød eller til sandwich. De er også gode at riste dagen efter.

Tagget , , .Bogmærk permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *