Sort bønnesuppe

Foråret er måske nok lige på trapperne, men det skal ikke afholde mig fra at skrive den her ret ind. En kraftig, mættende og sund suppe, der varmer helt ind til knoglerne – og længere, hvis du bruger nok chili 😉

Ingredienser: 

  • 500 g sorte bønner
  • 2 peberfrugter
  • 2 løg
  • 6-8 hvidløgsfed
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1-2 almindelige chilier
  • 1 lille dåse Chipotle i adobesauce (kan bl.a. købes i Metro)
  • 3 lime
  • 1/2 liter Guinness
  • Balsamico
  • 2 terninger grøntsagsbouillon
  • 2-3 laurbærblade
  • 4-6 enebær
  • 3-4 spsk oregano
  • 1 spsk spidskommen
  • Salt
  • Peber
  • 1 bundt persille
  • Brød (Naan brød her – igen. Nu må vi snart variere det lidt…)

Sort bønnesuppe ingredienser

 

Sorte bønner skal lægges i blød i mindst 10-12 timer før de skal bruges, så det må være en af dagens første gerninger, hvis det skal passe med aftensmaden.

Retten, som også er vegetarisk, ja faktisk vegansk, er ganske hurtig (og nem) at tilberede ellers. Pil og hak løg og hvidløg fint, hak chili i runde stykker og peberfrugter i kvarte skiver. Pres saften fra de 3 limes i et glas, og knus enebær og spidskommen i en morter. Brun evt. lige spidskommen på en varm pande først, så får du endnu mere smag frem.

 

Sort bønnesuppe tilberedning

Bring ca. 1 liter vand i kog, og kom bønner, løg, hvidløg, chili og peberfrugt i, sammen med grøntsagsbouillon, Guinness øl, hakkede tomater, oregano, laurbærblade, fennikel, enebær, salt og peber. Kom et godt skvæt balsamico oveni, samt al limesaft.

Hvis du kan skaffe chipotle i adobesauce, så er den rigtig god til at give en røget styrke til denne ret, som nemt (synes jeg) kan gøre det ud for det oksekød ellers ville bidrage med. Kan du ikke skaffe det, så kan det undlades, selvom det er prikken over i’et. I stedet kan du bruge andre former for chili, eller lade være, hvis du synes 1-2 chilier allerede lyder af nok. Men har du det, så skær chipotlen ud i mindre stykker og kom hele dåsens indhold i suppen.

Lad nu det hele simrekoge under låg i mindst en halv time, gerne op til en time, hvor du løbende smager til med balsamico, salt og peber.

 

Sort bønnesuppe gryde

 

Og så er suppen faktisk færdig (husk dog lige at fiske laurbærbladene op).

Det er helt underligt for mig at skrive så lidt tekst til en opskrift, men jeg må jo konstatere at det faktisk er en utrolig ligetil ret at lave. Hvis du vil lave det lidt mere fancy, så kan du blende suppen før du serverer den, så det bliver en ensartet, blød suppe. Det afhænger nok af hvordan du bedst kan lide dine supper.

Denne gang valgte jeg at lave den uden at blende den. Server med godt brød, lidt hakket persille som pynt, og en kold mørk øl. Så har du en varm vinterret, du kan spise dig mæt i med god samvittighed.

 

Sort bønnesuppe

Tagged , , , , . Bookmark the permalink.

4 Responses to Sort bønnesuppe

  1. Kristine says:

    Det lyder virkelig lækkert. Jeg har ingen erfaring med chipotle, så hvad er en lille dåse? Vil jo nødig ødelægge retten med alt for meget chili..

    • Christian says:

      En lille dåse er 220 g, drænet vægt 121. Prøv halvdelen og smag på det efter det har simret lidt. Så kan du komme lidt mere i, eller beslutte dig for at det allerede var nok. Hvis du altså kan finde chipotle i adobesauce, jeg tror kun de har dem i Metro 🙂

      • Kristine says:

        Jeg har fundet dem. Hvis du bor i kbh ligger der en chillibutik inde i midtbyen på studiestræde. Derudover har de store grønthandlere også chipotle i adobesauce, til næsten ingen penge.. Suppen var helt fantastisk 🙂

        • Christian says:

          Super 🙂 Ja, vi var forbi den butik, sidst vi var i KBH, men det viste sig at den ikke havde åbent om mandagen. Bestilte dog en masse fra dem via post-ordre. Godt du kunne lide suppen 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *