Æbleskiver

Det er mange år siden jeg har lavet hjemmelavede æbleskiver, men så fik jeg en rigtig fin lille æbleskivepande af Christians far, og den måtte jo naturligvis afprøves.

I min søgning efter den perfekte opskrift faldt jeg over et smart lille trick til perfekt runde æbleskiver. Det fik jeg afprøvet, og jeg synes egentlig det virker, så det vil jeg selvfølgelig gerne dele. Men mere om det senere – først skal dejen laves.

Jeg fik 28 æbleskiver af følgende mængde:

  • 4 dl. kærnemælk
  • 25 g. smør
  • 1 æble – gerne Belle de Boskop
  • skal af 1 citron
  • 2 spsk. sukker
  • 3 æg
  • 250 g. mel
  • korn fra 1 stang vanille
  • 1 nip kardemomme
  • ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk natron
  • smør til stegning

æbleskiver-ingredienser

Start med at tænde ovnen på 100 grader – her skal æbleskiverne holdes varme, når de er færdige og indtil de skal serveres.

Så skal du dele æggene i blommer og hvider. Hviderne piskes stive og sættes til side.

Smelt de 25 g. smør der skal i dejen og bland det med mel, kærnemælk, sukker, æggeblommer, bagepulver og natron. Dejen røres godt igennem og tilsættes kornene fra vanillestangen og citronskallen. Æblet skrælles og rives fint og kommes også i dejen. Når dejen er rørt jævn og blank vendes de stiftpiskede hvider forsigtigt i.

æbleskiver-dejen-laves

Kom dejen i en kande eller litermål eller lignende – det er nemmest når du skal fylde dejen i panden.

Men nu kommer så det føromtalte trick. Du skal tage en lille smule af dejen- 3-4 spsk og komme i en sprøjtepose – eller du kan som jeg bare bruge en frysepose som du klipper et ganske lille hul i. Denne dej skal bruges til at “efterfylde” æbleskiverne med mens de bliver stegt.

Men først skal du have din pande varmet op – og fyldt smør i alle hullerne. Her skal man ikke være nærig – så ender man med æbleskiver der ikke vil slippe panden og ikke kan vendes.

æbleskiver-klar-til-stegning

Så er du klar til at fylde panden op første gang.

Fyld ikke alt for meget dej i hullerne – denne dej hæver en del, da den er tilsat bagepulver – det giver dejligt luftige æbleskiver.

æbleskiver-steges

Pas på ikke at have panden over for høj varme – så får du sorte æbleskiver – har jeg hørt 😉

Når æbleskiverne er gyldne skal de vendes første gang – en halv omgang så den ubagte dej i midten løber ned i bunden af hullet.

æbleskiver-vendes-første-gang

Og så er det, at vi kommer til det rigtig smarte trick. Når nu æbleskiverne ligger her og er 3/4 runde så kan man med sprøjtepose fylde en lille klat ekstra dej i – på den måde vil der være nok ubagt dej til at fylde hullet op igen når man vender sidste gang.

æbleskiver-efterfyldes

Så snart du har efterfyldt alle æbleskiverne vender du dem og putter kanten godt ned, så der bliver samling og æbleskiven lukkes pænt til. Det kræver lidt træning – jeg kunne i hvert tilfælde godt mærke, at det var mange år siden, jeg havde gjort det sidst.

æbleskiver-vendes-anden-gang

Nu kan du så lige vende dem et par gange så de bliver jævnt gyldne over det hele. De færdige æbleskiver kommes i den lune ovn, så de holder sig lækre, til de skal serveres.

Fortsæt med næste pandefuld og fortsæt til dejen er brugt – jeg fik 4 plader i alt.

æbleskiver-færdige

Server helt traditionelt med syltetøj og flormelis.

æbleskiver-serveret

Tagget , , .Bogmærk permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *